Genåbning af Støtte til ophugning af fiskefartøjer som følge af brexit – meget kort ansøgningsfrist

Fiskeristyrelsen genåbner for ansøgninger om støtte til ophugning af fiskerfartøjer med frist for ansøgning den 4. december 2023, kl. 12.00. Genåbningen sker for at give de fiskere, der er særligt berørt af brexit en ekstra mulighed for at søge om støtte til ophugning af fiskefartøjer.

Støtten ydes på samme vilkår som ved den ansøgningsrunde, der åbnede den 15. september 2022 og lukkede den 1. november 2022. Denne gang vil der dog ikke være mulighed for at sælge visse kvoter til Fiskeristyrelsen og opnå den prioritering dette medførte under den første ansøgningsrunde. Det vil heller ikke være muligt at søge om støtte til ombygning af fiskefartøjer til andet formål end fiskeri.

Frist for ansøgning er den 4. december 2023, kl. 12.00.

Der er ikke indholdsmæssige ændringer af ordningen i øvrigt. Fx er kriterier for at kunne opnå støtte, beregning af støtte, og støttebetingelser uændrede.

Bemærk, at du skal indsende din anmodning om udbetaling af støtte efter projektet er gennemført til Fiskeristyrelsen senest den 14. december 2023. Hvis du modtager tilsagn om støtte til ophugning, og du ikke har indsendt din anmodning om udbetaling med den tilhørende nødvendige dokumentation for ophugning senest den 14. december 2023 bortfalder dit tilsagn.

Årsagen til de korte frister er, at genåbningen finansieres af uforbrugte midler fra den politiske aftale om udmøntning af Brexit-reserven til fiskerisektoren af 16. december 2021. Projekter finansieret under brexit-reserven skal være gennemført og udbetalt af Fiskeristyrelsen til støttemodtager inden udgangen af 2023.

Se hvordan du søger om tilskud til ophugning i tilskudsguiden.