Kompensation til ejere af fiskefartøjer for kvoteværditab som følge af brexit

Formål

Handelsaftalen med Storbritannien (TCA) betyder, at den danske kvotetildeling på 21 fiskekvoter permanent reduceres. Heraf er de 12 kvoter overvejende uddelt som individuelt ejede fartøjskvoteandele (FKA) og individuelt omsættelige kvoter (IOK). For den enkelte fisker, der ejer kvoteandele på en eller flere af de reducerede kvoter, medfører kvotereduktionerne et permanent kvoteværditab.

Under kompensationsordningen kan ejere af fiskefartøjer modtage kompensation for kvoteværditab, der direkte skyldes reduktionen af individuelt ejede fiskekvoter som følge af handelsaftalen med Storbritannien.

Støtten skal mindske de negative konsekvenser af brexit for fiskerisektoren samt give støttemodtagere, der ønsker at fortsætte i erhvervet, mulighed for at tilpasse sig den nye situation med reducerede kvoter.

Hvem kan søge?

Under ordningen kan der ydes kompensation til ejere af fiskefartøjer, der den 31. december 2020 ejede kvoter på en eller flere arter, der er blevet reduceret som følge af brexit. Der skal indsendes én ansøgning pr. fartøj.

For at være berettiget til at modtage kompensation skal ansøger efterleve ordningens støttebetingelser. Dette indebærer eksempelvis:

  • At ansøger skal være aktiv erhvervsfisker i medfør af § 11, stk. 1, nr. 1-4 i fiskeriloven, dvs.:
    • Erhvervsfisker med A-status
    • Bierhvervsfisker
    • Et erhvervsfiskerselskab 
    • Et partrederi, som opfylder betingelserne for at kunne eje et fiskerfartøj

  • At ansøger var den direkte ejer af fartøjet, der søges kompensation til den 31. december 2020. I tilfælde af omstrukturering af virksomheden kan der dog gøres visse undtagelser. Du kan læse mere herom i vejledningen.

Ordningens øvrige betingelser, herunder krav om antagelighed, kan findes i bekendtgørelsen og vejledningen .

Du bør være opmærksom på, at din mulighed for at modtage kompensation under denne ordning kan være påvirket af, om du har modtaget kompensation eller støtte fra øvrige ordninger under brexit-reserven. Hvis du ønsker at søge om kompensation fra flere brexit-ordninger, skal du prioritere dine ansøgninger. Du kan læse mere om dine muligheder for at kombinere støtte fra brexit-ordningerne samt hvordan du prioriterer dine ansøgninger i kapitel 2 i vejledningen.

Kompensationens størrelse

Ordningen kompenserer kvoteværditab, som direkte skyldes brexit.

Der er afsat 840,8 millioner kroner til ordningen.

Ordningen finansieres af den Europæiske Union via midler fra brexittilpasningsreserven.

Først opgøres ansøgers kvoteværditab på baggrund af vedkommendes individuelle ejerskab af TCA-reducerede kvoter den 31. december 2020 på det fartøj, der søges om støtte til.

Herefter beregnes ansøgers kompensation på baggrund af den gældende kompensationsrate. Kompensationsraten fastsættes på baggrund af følgende principper:

Kvoteværditab

Kompensationsrate (pct.)

Under 2 mio. kr.

100

2 – 7,5 mio. kr.

90

7,5 – 30 mio. kr.

80

Over 30 mio. kr.

75

Fiskeristyrelsen beregner ansøgers kompensation på baggrund af Fiskeristyrelsens data om ejerskab af fartøjer og kvoter. Du kan bruge Fiskeristyrelsens skabelon, til at estimere hvor meget du kan modtage i kompensation.

Grøn top-op

Ansøgere med kvoteværditab over 2 millioner kroner, har mulighed for at ansøge om kompensation i henhold til en forhøjet kompensationsrate (grøn top-op).

Den grønne top-op påregnes som et tillæg på 10 procentpoint til den gældende kompensationsrate (dog maksimalt 100 pct.).

Den grønne top-op er betinget af, at ansøger forpligter sig til, at anvende minimum 15 procent (dog 10 pct. hvis kvoteværditabet overstiger 30 millioner kroner) af sin samlede kompensation til indsatser, der kan bidrage til en grøn og/eller skånsom tilpasning.

Ansøgere, der søger om grøn top-op, skal vedlægge en handlingsplan der beskriver, hvilke konkrete indsatser, vedkommende vil gennemføre, samt budget herfor.

Fiskeristyrelsen har udarbejdet en liste med fem overordnende indsatsområder, der kan bidrage til en grøn og skånsom tilpasning. Inden for disse indsatsområder, kan den grønne top-op kan anvendes til en bred vifte af indsatser, og der er i høj grad op til ansøger at beslutte hvilke konkrete indsatser, der bedst bidrager til en grøn tilpasning af vedkommendes virksomhed.

Listen indeholder desuden en række betingelser for, at udgiften til en konkret indsats kan medregnes under den grønne top-op. Du bør være opmærksom på disse betingelser, når du udarbejder din handlingsplan.

 

Kapacitetsbetingelsen

Ansøgere, der modtager mere end 30.000 EUR (ca. 223.000 kr.) i kompensation for kvoteværditab, skal være opmærksomme på, at kompensationen medfører, at deres muligheder for at udvide deres aktive kapacitet (bruttotonnage og kilowatt) begrænses indtil tre år efter udbetaling af kompensationen.

Betingelsen gælder for ansøger samt eventuelt bagvedliggende ejere med bestemmende indflydelse i hele ejerkæden.

I afgørelsesbrevet vil det fremgå, om ansøger omfattes af kapacitetsbetingelsen. Hvis ansøger er omfattet af kapacitetsbetingelsen vil det desuden fremgå, om en eller flere bagvedliggende ejere omfattes af betingelsen, samt hvad det enkelte individs individuelle kapacitetsloft er fastsat til. 

Kapacitetsbetingelsen betyder, at ansøgere der omfattes af reglen, i udgangspunktet ikke må øge deres aktive kapacitet ud over hvad de havde på tidspunktet for ordningens åbning eller den 31. december 2020.

Der gælder enkelte undtagelser til denne regel, herunder hvis:

  1. Kapacitetsudvidelsen (BT) har til formål at forbedre energieffektivitet, arbejdsmiljø eller sikkerhed ombord
  2. Kapacitetsudvidelsen (BT og kW) sker med kapacitet fra et andet fartøj, der har modtaget kompensation for kvoteværditab
  3. Kapacitetsudvidelsen (BT) er godkendt af Fiskeristyrelsen på baggrund af en ekstern ekspertvurdering.

De enkelte undtagelser forudsætter, at en række specifikke betingelser efterleves. Du kan læse mere om disse betingelser i afsnit 7.3. i vejledningen.

Det bemærkes, at det alene er ansøgers ansvar, at kapacitetsbetingelsen overholdes i perioden indtil tre år efter udbetaling. Hvis ansøger vælger at gennemføre kapacitetsændringer i henhold til gældende undtagelser, er det også ansøgers ansvar, at betingelserne for gældende undtagelser efterleves.

For at sikre at Fiskeristyrelsen kan føre effektiv kontrol med kapacitetsbetingelsens efterlevelse, skal ansøger orientere Fiskeristyrelsens tilskudskontor, hvis ansøger eller en bagvedliggende ejer med bestemmende indflydelse gennemfører indsatser, der direkte eller indirekte påvirker vedkommendes aktive kapacitet. Dette kan både være indsatser ombord, ændringer i ejerstruktur, opkøb, fusioner o.l.

Fiskeristyrelsen har udarbejdet to skabeloner til beskrivelse af kapacitetsændringer.

Materiale til ansøgning om kompensation

I de følgende afsnit kan du finde relevant materiale til, når du vil søge om kompensation.

Ansøgning om kompensation

I dette afsnit kan du finde materiale til, når du vil søge om kompensation.

Start med at læse nærmere i vejledningen:

Hvordan søger du om kompensation?

Din ansøgning udfyldes og indsendes gennem Fiskeristyrelsens ansøgningsportal TAS.

Det er vigtigt, at der logges ind med CVR-nr. og ikke CPR-nr.

Når du logger ind, skal du give samtykke til, at Fiskeristyrelsen kan behandle dine oplysninger i henhold til gældende regler om personoplysninger. Du kan læse mere om Fiskeristyrelsens brug af data i vejledningen eller på Fiskeristyrelsens hjemmeside.

Ved første login på ansøgningsportalen skal du udfylde oplysninger om din organisation. Husk at tilvælge e-mail notificering, for at sikre, at du bliver underrettet, hvis der er post til dig. Hvis du skifter e-mailadresse, skal du selv opdatere den her.

I sektionen "Virksomhedsoplysninger" udfyldes oplysninger om den virksomhed eller forening, som du repræsenterer.

Du kan herefter oprette en ansøgning ved at trykke "opret ansøgning" ud for den relevante pulje.

I vejledningens bilag 1 kan du finde en guide til, hvordan du udfylder hver enkelt felt i ansøgningen.

Myndighedsproces

Ordningen administreres af Fiskeristyrelsen.

Når du har sendt din ansøgning på ansøgningsportalen, modtager du et kvitteringsbillede.

Fiskeristyrelsen vurderer på baggrund af de indsendte oplysninger i ansøgningsskemaet samt styrelsens egne oplysninger, om du er berettiget til kompensation.

Når Fiskeristyrelsen har behandlet din ansøgning og truffet afgørelse, sender styrelsen afgørelsen til dig via ansøgningsportalen. Du vil få en e-mail om, at der er post til dig, som du skal logge ind og læse.

Såfremt Fiskeristyrelsen træffer afgørelse om tildeling af kompensation, vil din kompensation blive udbetalt i umiddelbar forlængelse af afgørelsen. Der skal ikke søges særskilt om udbetaling. Fiskeristyrelsen overfører kompensationen til din NemKonto.

Regler fra Danmark og EU

Danske regler

 

EU-regler

FAQ

Q.1. Hvor finder jeg ansøgningsskemaet? 

Ansøgningsskemaet er online og findes på Fiskeristyrelsens ansøgningsportal TAS. Det er vigtigt, at der logges ind med CVR-nr. og ikke CPR-nr.

Du kan læse mere i vejledningen om, hvordan du opretter en bruger og ansøgning på ansøgningsportalen, samt hvordan du kan tilføje en fuldmagtshaver til din ansøgning.

Q.2. Hvordan skal jeg udfylde ansøgningsskemaet?

I bilag 1 i vejledningen kan du finde en guide til, hvordan du udfylder hver enkelt felt i ansøgningen.

Det er vigtigt, at du udfylder relevante felter i ansøgningsskemaet. Der kan gives afslag, hvis de påkrævede oplysninger i ansøgningen ikke er afgivet.

Q.3. Hvordan kan jeg være sikker på, at Fiskeristyrelsen har modtaget min ansøgning?

Når du har sendt din ansøgning på ansøgningsportalen, modtager du et kvitteringsbillede. 

På denne side vil du også have mulighed for at downloade din ansøgning, hvilket Fiskeristyrelsen anbefaler, at du gør.

Q.4. Jeg har endnu ikke modtaget svar på min ansøgning – hvornår kan jeg forvente at få et svar?

Behandlingen af din ansøgning kan tage op til tre måneder fra ansøgningsfristen, forudsat at sagen er fuldt oplyst.

Når Fiskeristyrelsen har behandlet din ansøgning og truffet afgørelse, sender styrelsen afgørelsen til dig via ansøgningsportalen. Du vil få en e-mail om, at der er post til dig, som du skal logge ind og læse.

Bemærk, at du skal have tilmeldt e-mail notifikation på din profil for at modtage e-mails om post eller ændringer til din ansøgning.

Q.5. Hvor mange penge kan jeg få i kompensation?

Fiskeristyrelsen kan ikke på forhånd oplyse, om du kan modtage kompensation og hvor meget du eventuelt kan få.

Vi anbefaler, at du bruger Fiskeristyrelsens skabelon, til at estimere hvor meget du kan modtage i kompensation.

Q.6. Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg har yderligere spørgsmål?

Hvis du har yderligere spørgsmål til ordningen, kan du kontakte Fiskeristyrelsen på telefon 72 18 58 50, alle hverdage mellem kl. 10 – 14.

 

Transport i støtte

En transport er, når en støttemodtager overfører sin støtte - eller dele af den - til en anden modtager. Det er oftest til en bank eller lignende. I Fiskeristyrelsen noterer vi transporter. 

Du kan her læse mere om transporter og transporterklæring.

Sådan noterer du en transport

Når du skal notere en transport, skal du bruge en transporterklæring:

Du skal gøre følgende:

Ansøgeren om støtte (transportgiver) udarbejder sammen med sin bank eller anden kreditor (transporthaver) transporterklæringen.

Ansøgeren underskriver transporterklæringen, og sender den til Fiskeristyrelsen. Transporterklæringen skal indsendes på samme måde som ansøgningen om støtte er indsendt, dvs. ved at logge ind på Fiskeristyrelsens Tilskudsadministrative system, hvor ansøger sender besked til sagsbehandleren med transporterklæringen vedhæftet.

Når transporterklæringen er noteret hos Fiskeristyrelsen, bliver transporterklæringen og et noteringsbrev sendt til transporthaver. Transportgiver modtager en kopi af noteringen.

Støtten bliver udbetalt til transporthavers NEMkonto. Dette identificerer Fiskeristyrelsen ud fra det oplyste CVR nr. eller P-nr. på transporthaver. I skal derfor være opmærksom på at få noteret CVR nr. og P-nr. på transporthaver korrekt.

I transporterklæringen skal både transportgiver og -haver erklære, at de samtykker til Fiskeristyrelsens behandling af persondata i forbindelse med behandlingen af transporterklæringen samt udbetaling. Du kan læse mere nedenfor.

Krav til transporterklæringen

Transporterklæringen skal som udgangspunkt indsendes samtidig med ansøgningen om støtte.

Hvis transporterklæringen indsendes, efter ansøgningen er indsendt, skal den indeholde oplysning om sagsnr. for den ansøgning om støtte, der er omfattet af transporten.

En transporterklæring skal indeholde oplysninger om:

Der skal være angivet hvor stort et beløb, der er omfattet af transport. Hvis dette ikke er kendt på ansøgningstidspunktet, angives det forventede beløb. Transporten kan dog aldrig overskride det faktiske endelige støttebeløb udbetalt af Fiskeristyrelsen.

Det skal være angivet, hvilken støtteordning transporten vedrører.

På transporterklæringen skal transporthavers cvr. nr. evt. p-nr., kontonummer, adresse og kontaktoplysninger være oplyst.

Bemærk, at efter Fiskeristyrelsens notering af transport, kan støtte i henhold til noteringen kun udbetales til transporthaver.

Du kan se et eksempel på en transporterklæring her.

Frist for notering

Det er ansøgers og transporthavers ansvar at sikre, at Fiskeristyrelsen har oplysningerne om transport i hænde førend udbetaling af støtten foretages.

Med mindre Fiskeristyrelsen har modtaget oplysninger herom afventes udbetaling af støtten ikke, og støtten kan være udbetalt til transport/-udlægsgiver (ansøger).

Personoplysninger

Hvordan behandler vi dine personoplysninger? 

Når du indsender erklæringen om transport, samtykker du samtidig til at Fiskeristyrelsen behandler de oplysninger, der fremgår af erklæringen. Dine afgivne oplysninger i denne erklæring om transport i støttebeløb anvendes til sagsbehandling af transporten samt ved sagsbehandlingen af din udbetalingssag. Afgivelsen af oplysningerne er en forudsætning for, at vi kan give sagsbehandle transporten samt udbetale støttebeløbet til transporthaver.  

Du kan anmode om indsigt i de oplysninger, der behandles i forbindelse med din erklæring om transport i støttebeløb. Du har efter anmodning krav på at få berigtiget personoplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, ligesom du kan anmode om begrænset behandling og gøre indsigelse mod behandling af dine oplysninger.

Hvordan og i hvilket omfang offentliggøres og videregives dine personoplysninger?

•    Vi videregiver oplysninger i forbindelse med revision til vores eksterne revisor
•    Anmodninger om aktindsigt vil blive behandlet efter offentlighedslovens og miljøoplysningslovens regler

Hvordan og hvor længe opbevarer vi dine personoplysninger?

Vi opbevarer dine personoplysninger til og med 2029. Alle øvrige oplysninger opbevares i overensstemmelse med offentlighedslovens principper, således at de er tilgængelige af hensyn til offentlighed i forvaltningen. 

I øvrigt følges Rigsrevisionens og Rigsarkivarens anvisninger for arkivalier. 

Personoplysninger, der ikke overdrages til Rigsarkivet, forventes anonymiseret efter udgangen af 2029. Formålet er, at dataene fortsat er tilgængelige af hensyn til offentligheden og til statistiske formål, samtidig med at personoplysninger ikke opbevares længere end EU-reglerne forpligter os til.

Hvorfor har vi lov til at indhente og opbevare dine personoplysninger?

Vores hjemmel til behandling af dine personoplysninger findes i følgende regelsæt:

Lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven), § 6, stk. 1.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse), art. 6, stk. 1, litra a.

Offentlighedsloven

Gældsbrevslovens § 31 

Se endvidere de regler fra Danmark og EU som fremgår under den enkelte støtteordning i tilskudsguiden på Fiskeristyrelsens hjemmeside.

Rettigheder

På Fiskeristyrelsens hjemmeside kan du læse om dine rettigheder i forhold til for eksempel at få indsigt eller få rettet dine personoplysninger hos Fiskeristyrelsen. Se mere her.