Der er på det seneste observeret forekomst af almindelig tun i farvandene omkring Danmark. Tunen er en eftertragtet art og mange ønsker mulighed for at fiske efter arten.

Overordnet set har Danmark ikke fiskerimuligheder efter almindelig tun. For de EU-medlemsstater, der ikke har egne kvoter efter almindelig tun, er der en kvote til rådighed i Atlanterhavet, øst for 45° V, og Middelhavet. Denne kvote er kun for bifangst.

EU deltager i en række regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, der danner ramme for et regionalt samarbejde om bevarelse og forvaltning af tunbestande.

Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) er ansvarlig for bevaring af tun og tun-lignende arter i Atlanterhavet og Middelhavet. ICCAT blev etableret i 1969 og har i dag 51 kontraherende parter. EU har været medlem af ICCAT siden november 1997. De kvoter, som er fastsat i ICCAT for fiskeri efter almindelig (blåfinnet) tun, gælder både for det erhvervsmæssige fiskeri og for fritids- og sportsfiskeri.

Erhvervsfiskeri - Tekniske bevaringsforanstaltninger

Der gælder en mindstestørrelse for almindelig tun på 30 kg eller 115 cm. Almindelig tun under mindstemålet, levende eller død, skal genudsættes eller smides ud.

Fartøjsførere må højst opbevare 20 % almindelige tun af den samlede fangst i vægt om bord. Hvis den tilladte bifangstprocent overskrides, skal fisken genudsættes levende eller død.

Døde fisk fanget som bifangst må ikke smides ud, så længe bifangstkvoten, der er til rådighed for medlemsstater, der ikke har egne kvoter, ikke er opbrugt, men skal landes, rapporteres og trækkes fra bifangstkvoten.

Er bifangstkvoten opbrugt, skal almindelig tun levende som død genudsættes/smides ud.

Kontrolregler

Førere af fiskerfartøjer, der ønske at lande bifangster, skal lande disse i udpegede havne. Danmark har p.t. ikke udpeget følgende havne: , men forventer over for EU-Kommissionen at notificere havnene Hvide Sande, Thyborøn, Hanstholm, Hirtshals, Skagen, Bønnerup, Grenå og Gilleleje.

Registrering af fangst af almindelige tun skal i logbogen ske i vægt, som det er tilfældet for andre arter.

Fartøjsførere, der ønske at lande evt. bifangst af tun, skal anmelde dette til Fiskeristyrelsen mindst 4 timer før ankomst til havn. Eventuel melding skal indtil videre foretages telefonisk på telefonnummer 72 18 56 09.

Fartøjsførere skal i landingsopgørelsen registrere almindelige tun i vægt og i antal.

Et fangstopgørelsesdokument (eBCD) for almindelig tun skal udfyldes og efterfølgende valideres af de danske myndigheder. 

Markedsføring

Erhvervsfiskere kan lande, udbyde og sælge almindelig tun taget inden for gældende bifangstkvote og under iagttagelse af gældende tekniske bevaringsforanstaltninger og kontrolregler.

Der henvises endvidere til ICCAT´s hjemmeside og EU-Kommissionens hjemmeside (DG-MARE).

Det er DTU AQUA som indsamler viden omkring forekomst af tun i Danmark. Du kan læse mere omkring observationerne på DTU Aqua´s hjemmeside