Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) er en EU-fond, som gælder for perioden 2014-2020. I løbet af hele perioden anvender fonden ca. 1,55 mia. kroner i Danmark, som skal suppleres med nationale midler fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. De sidste af fondens midler er udbetalt ved udgangen af 2023. 

EHFF støtter projekter inden for hav, fiskeri og vandmiljø, eksempelvis til udvikling af og investeringer i mere bæredytige fiskeredskaber, forbedring af havnefaciliteter, afsætning af fangst og restaurering af vandløb. På denne side kan du læse om tilskudsordningerne under EHFF og de resultater, der er skabt under unionsprioriteterne (UP). Unionsprioriteterne er de seks temaer, som EHFF-midlerne skal fremme, såsom bæredygtigt fiskeri og akvakultur. 

Læs mere om EHFF og dets prioriteter på Fiskeristyrelsens hjemmeside.

I dokumentet nedenfor kan du se status for den finansielle gennemførelse af EHFF – det vil sige, hvor langt Fiskeristyrelsen er med først at give tilsagn til støtte og dernest udbetale til projekter under EHFF per 31. december 2021. 

Dokumentet viser en oversigtstabel over hvor mange penge, der er udbetalt fra EHFF, fordelt på hver unionsprioriteter (UP), samlet sum (total), hvor stor en andel af de samlede afsatte støttekroner der er udbetalt, og projekter der er givet tilsagn med støtte fra fonden.


Siden programstart er alle tilskudsordninger åbnet for ansøgning, og der er udvalgt projekter til støtte (samlet offentligt tilskud) svarende til i alt ca. 95 pct. af de samlede EU-midler for EHFF-programmet 2014-2020.
67 pct. af bidragene var udbetalt ved udgangen af 2021. 

 

Resultater for unionsprioriteterne

Prioritet 1 - Miljømæssigt bæredygtigt, ressourceeffektivt, innovativt, konkurrencedygtigt og vidensbaseret fiskeri

Under denne prioritet er der åbnet en lang række tilskudsordninger. Der er givet støtte til selektive fiskeredskaber, fiskerihavne, biodiversitet, med mere.
Sammenlagt er der udbetalt ca. 304 mio. kroner til tilskudsordninger under prioritet 1.

Omkring 1000 projekter har restaureret vandløb
Under unionsprioritet 1 er der blandt andet finansieret fysiske forbedringer i vandløb, der genskaber mere naturlige vandløb uden spærringer og med større fysisk variation, hvilket har til formål at bidrage til god økonomisk tilstand.

137 nye job og 9 millioner kroner mere i nettofortjeneste
De gennemførte projekter er målt til at have forbedret konkurrenceevnen i fiskeriet. Produktionsværdien i fiskeriet er steget med næsten 66 millioner kroner fra 2014 til 2021.

Samtidigt er der bevaret 1500 fuldtidsbeskæftigede og skabt 137 nye job i det danske fiskeri.

Prioritet 2 - Miljømæssigt bæredygtigt, ressourceeffektivt, innovativt, konkurrencedygtigt og vidensbaseret akvakultur

Under prioriteten er der blandt andet givet tilskud til projekter om udvikling af ny viden og nye løsninger til mere miljømæssigt bæredygtig akvakulturproduktion.
De nye løsninger er skabt gennem samarbejde mellem forskere og akvakulturerhvervet.
Der er sammenlagt udbetalt 70 millioner kroner i tilskud til 87 projekter under prioritet 2.

Stigning i produktion og indtægter
Den samlede akvakulturproduktion er forøget med 16.464 tons fisk og skaldyr i perioden 2014 til 2021.

Værdien af den øgede akvakulturproduktion udgjorde i samme periode ca. 325 millioner kroner, imens stignignen i nettofortjenesten i perioden var på ca. 50 millioner kroner.

Mere konkurrencedygtigt og mindre miljøbelastende
De gennemførte projekter har bidraget til at gøre dansk akvakultur mere effektivt og konkurrencedygtigt. Efter gennemførelse af projekterne udleder anlæggene generelt færre miljøbelastende stoffer.

Prioritet 3 - Implementering af den fælles fiskeripolitik

Ordninger under prioritet 3 medfinansierer fiskerikontrol og dataindsamling. For eksempel bruges støtten til uddannelse af fiskerikontrollører, IT-understøttelse af fiskerikontrollen og indsamling af data om forholdene i havet og fiskeriet. 
For hele Unionsprioritet 3 er der i perioden 2014 til 2021 givet tilsagn til 158 projekter, der sammenlagt udgør cirka 650 millioner kroner i offentlige tilskud. 

Nordsøen
Tilskudsordningen Fiskerikontrol har medfinansieret bygning af Fiskeristyrelsens nye kontrolskib "Nordsøen". Det 64 meter lange skib bliver spydspidsen for kontrol af fiskeriet i Nordsøen og Skagerrak. Det skal ud over kontrol i danske farvande også på internationale togter i Nordatlanten.

Forskning i hav og fiskeri
Ordninger under prioritet 3 finansierer også indsamling af data. Finansieringen bruges til forskning i eksempelvis fiskebestande og havmiljøets tilstand. 

Prioritet 4 - Øget beskæftigelse og territoriel samhørighed

Prioriteten fremmer projekter under Fiskeriaktionsgrupper (FLAG). Formålet for lokale aktionsgrupper er at yde tilskud til projekter og aktiviteter, som bidrager til at fremme job- og vækstskabende erhvervsudvikling og beskæftigelse i de udpegede fiskeriområder. 
Under perioden er der etableret 10 lokale aktionsgrupper, og der er oprettet 39 nye virksomheder i landdisktrikter og yderområder.
Sammenlagt er der per 31. december 2021 udbetalt ca. 35 millioner kroner i tilskud.

Afhentning af sild og havnegrill
Tilskud under prioritet 4 gennemfører lokale projekter og er blandt andet gået til at indkøbe plastkar og andre midler til at afhente mindre fiskeres sildefangster. Et andet tilskud er gået til Agersø Lystbådehavn, der har fået tilskud til færdiggørelse og indretning af bygninger, blandt andet en havnegrill.

Prioritet 5 - Fremme af afsætning og forarbejdning

Ordninger under prioriteten skal hjælpe forarbejdnings- og afsætningssektoren med at bidrage til centrale mål om bæredygtighed og fremme af konkurrenceevne. 
Samlet er der på prioritet 5 i perioden 2014 til juni 2021 givet tilsagn til 65 projekter, som indtil videre sammenlagt har fået udbetalt ca. 56 millioner kroner ved udgangen af 2021. En af effekterne ved de gennemførte projekter er, at der i perioden 2014 til 2021 er bevaret 624 fuldtidsbeskæftigede i forarbejdnings- og afsætningssektoren.

Certificering af muslingefiskeri i danske fjorde
Med tilskud under prioritet 5 arbejder blandt andre Danmarks Fiskeriforening Producentorganisation for at sikre, at bæredygtigt fiskede muslinger fra de østjyske fjorde og Isefjorden har bedre adgang til markedet og kan sælges. Der er arbejdet på at få en samlet MSC-certificering af muslinger fanget i de østjyske fjorde og Isefjorden.

Prioritet 6 - Fremme af gennemførsel af den integrerede havpolitik

Tilskud under prioritet 6 gik til fremme af marin viden, offentlige overvågningsprogrammer og indsatser, der skal bevare og forbedre forhold for biodiversitet og naturressourcer i havene. 
Der er givet 10 millioner kroner i tilskud til 12 projekter.

Indsatser mod affald og ikke-hjemmehørende arter
Under prioritet 6 er der blandt andet givt tilskud til en informationsindsats om marint affald, kortlægnign af Natura-2000 områder, monitorering af ikke-hjemmehørende arter i udvalgte danske havne og undersøgelse af, hvor mange tabte fiskeredskaber, såkaldte spøgelsesnet, der er i danske have, og hvad der kan gøres ved disse.