Hidtil har det været vanskeligt for fiskerikontrollen at holde øje med, om reglerne for trawlfiskeri i Øresund overholdes. Det skyldes særligt, at mindre trawlere ikke er forpligtet til at anvende satellitovervågning.
Derfor er der nu krav om, at der skal installeres en såkaldt Black box på de mindre trawlere der udøver fiskeri i Øresund. Et krav som i forvejen er gældende for fartøjer, der fisker muslinger og østers i blandt andet Limfjorden og langs Jyllands Østkyst.
Black box-løsningen giver fiskerikontrollen helt nye muligheder for at holde øje med, at fiskeriet foregår efter reglerne.
Systemetopsamler og lagrer data om trawlernes aktiviteter. Det gælder oplysninger om fartøjets position, kurs og fart, samt hvornår fartøjet anvender sine redskaber.
Spil og tromle (udstyr på trawlere) forsynes med en sensor, der registrerer, hvornår udstyret anvendes, og sender disse data til Fiskeristyrelsen én gang i døgnet.
Kravet om Black box gælder for trawlfartøjer med en længde på under 12 meter, og som fisker i den nordlige del af ICES-underområde 23 (Kilen i Øresund). En trawler defineres i denne sammenhæng som et fartøj, der er udstyret med enten en trawltromle, wirespil eller davider til trawlskovle.
Udgiften til anskaffelse og installation af udstyret afholdes af fiskerne selv.
Kravet om elektronisk registrering i Øresund fremgår af § 29 i bekendtgørelse om regulering af fiskeriet.
Læs mere om de krav, der stilles til det dataformat, som Black boxen automatisk skal fremsende til Fiskeristyrelsen
Ansøgning om fortsat tilladelse til at fiske i Kilen
Fiskere med fartøjer omfattet af kravet, og som fortsat ønsker at fiske i Kilen, skal ansøge herom til Fiskeristyrelsen. Ansøgningen skal sendes til tilladelse@fiskeristyrelsen.dk
En forudsætning for at kunne ansøge er, at black box-systemet installeres.
Bemærk, at de fartøjer, som i forvejen er tilmeldt kameraprojektet i Kattegat (projekt med elektronisk monitorering i Kattegat), allerede vil have installeret det nødvendige udstyr, som opfylder betingelserne til fiskeriet i Kilen i Øresund. Det vil sige, at disse fartøjer ikke behøver at få installeret nyt udstyr for at fiske i Kilen. Læs mere om kameraprojektet i Kattegat