Proces ved installation af kamera og opstart med elektronisk monitorering

Fartøjet bliver udvalgt til elektronisk monitorering i Kattegat

 Denne udvælgelse sker i henhold til Bekendtgørelse Nr. 925 af 20. juni 2022, hvor fartøjer med bundslæbende redskaber, der i en periode har haft 20 eller flere havdage i Kattegat, blive omfattet af krav om elektronisk monitorering.

Fartøjsejer modtager brev om partshøring over afgørelsen

Fartøjsejer har mulighed for at komme med bemærkninger til sagen, inden der træffes endelig afgørelse. Bemærkninger skal modtages inden for 10 hverdage efter afsendelsen af brevet.

Fartøjsbesøg

Fartøjsejer kontaktes af Fiskeristyrelsen, DFPO eller lokalforening for at aftale dato og tidspunkt for fartøjsbesøg, hvor fartøjsejer, Fiskeristyrelsen og evt. valgte installatør er til stede. Fartøjsbesøg taget typisk 1 time. Under fartøjsbesøget vil det blive afklaret, i fællesskab med fartøjsejer og installatør, hvor systemets enkelte komponenter (kameraer og sensorer) skal placeres. Der udarbejdes efterfølgende en grafisk beskrivelse af opsætningen, som vil indgå i fartøjsmoniteringsplanen. Under fartøjsbesøget har fartøjsejer mulighed for at stille spørgsmål til kamerasystemet, herunder hvilke områder, der filmes og hvilke, der ikke filmes. Ved besøget aftales det med fartøjsejeren og installatøren hvornår systemet forventes installeret.

Udkast til fartøjsmoniteringsplan (VMP) for fartøjet

Fartøjsmoniteringsplanen er et fartøjsspecifikt dokument, der blandt andet giver fiskeren et overblik over systemets opsætning og funktion. Det meste af fartøjsmoniteringsplanen klargøres efter fartøjsbesøg. Synsfelt for kameraer med maskering kan dog først indsættes når installation er gennemført og vil foregå gennem ”Live View”.

Tilbud om installation og godkendelse heraf

Den valgte installatør kommer med et tilbud for installation på det enkelte fartøj, som sendes til Fiskeristyrelsen. Efter godkendelse og indgåelse af installationsaftale mellem Fiskeristyrelsen og installatør kan installation påbegyndes.

Installation

Installationstiden er forskellig fra fartøj til fartøj. Erfaringerne fra fase 1 viser at en installation tager omkring 3 dage.

Endelige fartøjsmoniteringsplan fra Fiskeristyrelsen

Fartøjsmoniteringsplanen er et fartøjsspecifikt dokument, der blandt andet giver fartøjsejeren et overblik over det elektroniske moniteringssystemets opsætning og funktion. Fartøjsmoniteringsplanen indeholder yderligere billeder af kameraernes synsfelt, en beskrivelse af fartøjsførerens rolle og ansvar, herunder en vejledning til hvorledes man skal forholde sig, såfremt der sker systemnedbrud.  Endvidere indeholder fartøjsmoniteringsplanen vejledning til det diagnosticeringstjek, som skal foretages inden afsejling fra havn. Diagnosticeringstjekket tager ca. 2-3 min. at udføre. Diagnosticeringstjekket udføres for at sikre at de kameraer og sensorer, som er kritisk for systemet er funktionsdygtige.  

Fartøjsejer kontaktes af Fiskeristyrelsen inden første fangstrejse

Fartøjsejer modtager besked fra Fiskeristyrelsen om, at det elektroniske monitoreringsudstyr er klar og afsejling kan påbegyndes. Her vil eventuelle spørgsmål kunne afklares. Fartøjsejer vil efterfølgende modtage en udlånsaftale til underskrift. Formålet med udlånsaftalerne er at tydeliggøre, at der er tale om et lån og ikke en gave, da der i sidste tilfælde ellers skal betales skat af gavens værdi.

Efter første fangstrejse

Efter de første fangstrejser kan fartøjsejer/fører blive kontaktet, såfremt Fiskeristyrelsen vurderer der er kamera eller sensorer, som skal justeres.

Anmodning om video til gennemsyn

Der er er fem typer af anmodninger om video:

  • 5% stikprøvekontrol

  • Standard udvælgelse af en fangstrejse til gennemsyn.

  • 5% risikobaseret pga. genudsætning af landingspligtige arter
    • Årsagen til risikobaseret gennemsyn skyldes, der er observeret genudsætninger af landingspligtige arter i et omfang, der overstiger mængden indeholdt i punkt 4 af de 10 ændringer til monitoreringsprojektet ved fangstrejse udtaget til 5% stikprøvekontrol.
    • I punkt 4 af de 10 ændringer til monitoreringsprojektet fremgår det, at ”Fiskeristyrelsen vil operere med en bagatelgrænse for sanktionering af udsmid konstateret på kameraoptagelserne, så mindre uheld mv. ikke sanktioneres. Det vil sige, at hvis et mindre antal fisk ryger overbord ved handlinger, der åbenlyst kan tilskrives uheld eller utilsigtede fejlvurderinger, vil det ikke blive sanktioneret.”

  • 5% risikobaseret pga. ringe videokvalitet
    • Årsagen til risikobaseret gennemsyn skyldes lav videokvalitet på fangstrejse udtaget til 5% stikprøvekontrol. Kameraerne skal rengøres inden fangstbehandlingen påbegyndes for, at sikre bedst mulig kvalitet.

  • 5% risikobaseret pga. ringe videokvalitet og genudsætning af landingspligtige arter
    • Årsagen til risikobaseret gennemsyn skyldes lav videokvalitet ved fangstrejse udtaget til 5% stikprøvekontrol. Samtidig er der observeret genudsætninger af landingspligtige arter i et omfang, der overstiger mængden indeholdt i punkt 4 af de 10 ændringer til monitoreringsprojektet ved fangstrejse udtaget til 5% stikprøvekontrol.
    • I punkt 4 af de 10 ændringer til monitoreringsprojektet fremgår det, at ”Fiskeristyrelsen vil operere med en bagatelgrænse for sanktionering af udsmid konstateret på kameraoptagelserne, så mindre uheld mv. ikke sanktioneres. Det vil sige, at hvis et mindre antal fisk ryger overbord ved handlinger, der åbenlyst kan tilskrives uheld eller utilsigtede fejlvurderinger, vil det ikke blive sanktioneret.”

  • Dobbelttjek
    • Fiskeristyrelsen foretager dobbelttjek af egne registreringer foretaget i forbindelse med videomaterialet hentet til ”5% stikprøvekontrol” gennemsyn. Ved dobbelttjek er der udelukkende tale om egenkontrol af kvaliteten af Fiskeristyrelsens registreringer. Dobbelttjek er ikke en ekstra kontrol af fangstrejsen, men en kontrol af kvaliteten af Fiskeristyrelsens tidligere vurdering.

Gennemsynsrapporter

I de tilfælde et fartøj er udvalg til gennemsyn, vil fartøjsejer efterfølgende modtage en gennemsynsrapport med en detaljeret beskrivelse af hvad der er blevet observeret på optagelserne – altså om der f.eks. er sket discard/ udsmid af arter, som er omfattet af landingspligten.