'Udhalerspil' fremtidssikrer kystfiskeriet i Thorupstrand

Fiskerne i Thorupstrand har fået et EU-støttet såkaldt udhalerspil. Spillet har været vigtigt for det lille kystfiskersamfunds overlevelse.

Publiceret 2. juli 2024

Fiskerne i Thorupstrand har fået et nyt udhalerspil. Det lyder måske ikke umiddelbart af meget – men for fiskerlejet og alle, der interesserer sig for det skånsomme kystfiskeri fra åben strand, har det været helt afgørende. Fiskeriet er nemlig forudsætningen for kystfiskersamfundet. Det mener Bo Olsen, der er formand for Thorupstrand Spil- og fiskeriforening:

”Det var afgørende at få bygget et nyt spil, så de store både kan sættes i vandet. Uden det kunne vi ikke længere udvikle fiskeriet fra Thorupstrand. Ud over arbejdspladser direkte forbundet med fiskeriet har vi både fiskebutik og madsted. Thorupstrand er et af de mest besøgte steder i Jammerbugt kommune.”

Fiskerne i Thorupstrand har fået tilskud til det nye eldrevede udhalerspil fra Det Europæiske Hav- og fiskeriudviklingsprogram 2014-2020 (EHFF) under ordningen ’Investeringer på fiskerihavne og landingssteder’. Det er Fiskeristyrelsen, der uddeler midlerne. Formålet med ordningen er at støtte op om de mindre kystfiskersamfund og bidrage til deres overlevelse og udvikling.

”Støtten fra Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram (EHFAF) er en anerkendelse af, at kystfiskeriets udvikling er vigtig – og den anerkendelse er med til at holde gejsten oppe. Det kunne man fx opleve den dag, vi indviede spillet. Der var omkring 500 mennesker nede for at fejre det nye spil. Det var en folkefest,” siger Bo Olsen.

Det nye udhalerspil erstatter det gamle, som har stået på stranden siden 1970. Ud over at være udtjent, var det gamle udhalerspil også til potentiel fare for fiskernes sikkerhed. De kunne nemlig ikke længere regne med en stabil udhaling af deres både, når de skulle ud at fiske – og særligt ikke, når vejret viste sig fra sin mindre gode side. Det nye spil har derfor også har skabt en grundlæggende tryghed for alle om bord på de skibe, der bliver sat i vandet fra Thorupstrand. Det mener i hvert fald Thomas Højrup, der er formand for Thorupstrand Kystfiskerlaug:

”Særligt for fiskernes skyld skal vi jo være sikre på, at der ikke er tandhjul i spillet, der springer. Og når bådene kommer ud på vandet, er det vigtigt, at de bliver ”hebet” (trukket, red.) med en konstant og stabil kraft, og at spillet ikke går i stå, inden båden er nået ud over brændingen.”

Udhalerspillet blev opsat i 2023. Fiskerne i Thorupstrand har fået støtte fra Det Europæiske Hav- og fiskeriudviklingsprogram 2014-2020 (EHFF) under ordningen ’Investeringer på fiskerihavne og landingssteder’.

Hvad er et udhalerspil?

Et udhalerspil er et spil, der står på land og trækker fiskerbådene ud i vandet, når de skal på havet. Spillet står i et spilhus, hvor spilmanden står og styrer spillet.

Fakta om støtte til kystfiskeri:

  • Fiskerne i Thorupstrand søgte Fiskeristyrelsen om tilskud fra Det Europæiske Hav- og fiskeriudviklingsprogram 2014-2020 (EHFF) under ordningen ’Investeringer på fiskerihavne og landingssteder’.
  • En lignende ordning er netop genåbnet for ansøgninger under Det Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram (EHFAF).
  • Ordningen hedder ’Investeringer i kystfiskeri’ og har til formål at give tilskud til investeringer, der styrker kystfiskeriet. Der gives støtte til projekter, der:
    • Bidrager til udvikling af logistik, fangsthåndtering eller infrastruktur til at understøtte kvalitet og afsætning af kystfiskeres fangst.
    • Udvikling af fartøjers bæredygtighedsprofil, herunder ombygninger af fartøjer, som indebærer omlægning til skånsomme redskaber, samt energieffektivitet, herunder investeringer, der bidrager til reduktion af brændstofforbrug og CO2 udledning.

  • Ordningen kan søges af kystfiskere og mindre havne/landingssteder indtil 15. september 2024.  
  • Læs mere om ordningen.