Fiskeristyrelsens direktør bliver ny direktør for Trafikstyrelsen

Nanna Møller har efter knap seks år som direktør for Fiskeristyrelsen takket ja til stillingen som direktør for Trafikstyrelsen. Den tidligere vicedirektør i Fiskeristyrelsen Joan Lene Reimann træder til som midlertidig direktør, mens stillingen som direktør for Fiskeristyrelsen slås op med henblik på tiltræden snarest muligt.

Publiceret 4. oktober 2023

Nanna Møller har været direktør for Fiskeristyrelsen i næsten seks år og bl.a. stået i spidsen for en større genopretning af fiskeriområdet. Hun tiltræder stillingen som direktør for Trafikstyrelsen den 1. november 2023.

Stillingen som direktør vil blive slået op med henblik på tiltræden snarest muligt.

Departementschef Morten Niels Jakobsen udtaler:
”Jeg vil gerne starte med at sige Nanna stort tak for den helt igennem fremragende indsats, hun har ydet som direktør for styrelsen. Efter næsten seks år i Fiskeristyrelsen skal Nanna nu være direktør i Trafikstyrelsen, som kan se frem til at få en yderst erfaren og vellidt chef. Nanna har sammen med dygtige medarbejdere udviklet Fiskeristyrelsen til en organisation, der sikrer arbejdet med en solid og bæredygtig forvaltning af dansk fiskeri, herunder de mange komplicerede opgaver, der ligger i kontrollen og tilskudsforvaltningen. Jeg er Nanna meget taknemmelig for den indsats hun har lagt i en omskiftelig tid, og jeg ønsker hende det allerbedste fremover."

Nanna Møller udtaler:
”Den 1. november 2023 tiltræder jeg som ny direktør i Trafikstyrelsen. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Men det betyder desværre, at jeg skal sige farvel til de mange gode og engagerede ledere og medarbejdere i Fiskeristyrelsen. Uden deres engagement var det ikke lykkedes at stå der, hvor vi står i dag, med en organisation med et solidt grundlag for at bidrage til at sikre en bæredygtig forvaltning af dansk fiskeri.”