Deltag i forsøgsfiskeri efter fladfisk i område 24 med Roofless redskaber

Fiskefartøjer kan nu ansøge om at deltage i forsøgsfiskeri efter fladfisk i område 24 i lukkeperioden med test af det såkaldte Roofless-redskab, der har til formål at minimere bifangsten af torsk.

Publiceret 3. maj 2024

Danmarks Fiskeriforening DFPO vil i et videnskabeligt samarbejde med DTU Aqua lave forsøg med målrettet trawlfiskeri efter fladfisk i den danske og tyske del af område 24.

Projektet åbner op for muligheden for at kunne fiske i lukkeperioden for op til 6 fartøjer med anvendelse af Roofless redskabet alene, eller med direkte test mod standard redskab.

Annonceringen sker for at skabe mulighed for, at interesserede fiskere kan ansøge om deltagelse, forudsat at man opfylder projektets krav.

Projektstart forudsætter godkendelse af EU-kommissionen samt tyske myndigheder forud for projektstart og efter identificering af deltagende fartøjer.

Forsøg og formål:

Formålet med forsøget er at dokumentere, at der kan gennemføres målrettet fiskeri med trawl efter fladfisk med en minimal bifangst af torsk under fiskeriet.

For at sikre at der opnås bedst mulig viden omkring fiskeriudøvelsen, variationen i denne og områderne hvor fiskeriet foregår, vil de deltagende fartøjer skulle registrere de enkelte træk efter en protokol, som er udarbejdet af DTU Aqua/ DFPO. Forsøgsprotokol er vedlagt som bilag 1.

Ved udførelse af forsøgsfiskeriet vil der været et krav om at der anvendes Roofless i minimum en af de trawlposer der anvendes, som deltageren selv skal bidrage med.

Der vil i forbindelse med udførelsen af forsøget, kunne deltage observatører fra DTU Aqua/ DFPO ombord på fartøjerne på udvalgte fangstrejser.

Forventede resultater:

DFPO og DTU Aqua forventer at opnå følgende resultater på baggrund af forsøgsfiskeriet:

- Beskrivelse af bifangst af torsk under fiskeriet efter fladfisk.

- Beskrivelse af fiskeriudøvelsen i tid og rum, herunder CPUE (Catch Per Unit of Effort) af fladfisk.

Krav til de deltagende fartøjer:

  • Forsøgsperioden er fra 1. juni til 15. august 2024, med mulighed for at have op til 40 fiskedage.
  • Fartøjer der deltager i forsøgsfiskeriet, skal være kameraovervåget. Fiskeristyrelsen skal have fuld adgang til kameradata. Har fartøjet ikke kamerasystem installeret, skal fartøjet selv dække udgifter til dette.
  • Forsøget vil blive udført med Roofless redskaber.
  • Fartøjerne skal følge de aftaler, der er indgået med DFPO, DTU Aqua og Fiskeristyrelsen, samt den tilladelse der bliver udstedt fartøjet.
  • Fartøjerne skal følge den af DTU Aqua og DFPO udarbejdede protokol for forsøg og prøvetagning Jf. aftale med DTU på baggrund af forsøgsprotokol.
  • Fartøjerne sørger selv for at dække eventuelle bifangster under fiskeriet ved selv at have kvote til de pågældende arter, eller leje sig på plads efterfølgende.

Hvis du er interesseret i at deltage i forsøget, skal du udfylde og indsende tro og love-erklæringen i bilag 4.1 til DFPO på hl@dkfisk.dk og Fiskeristyrelsen (forsoegsfiskeri@fiskeristyrelsen.dk) i kopi.

Mailens emnefelt, skal udfyldes således ”Fladfisk forsøgsfiskeri i område 24 fartøj xx”. Ansøgningen skal være indsendt senest den 17. maj kl. 12.00.

Hvis der er spørgsmål til forsøget, kan Henrik Lund fra DFPO kontaktes på mail hl@dkfisk.dk eller mobil 29245565

Såfremt vi modtager flere ansøgninger, som opfylder kravene for deltagelse, end der er pladser, vil der blive lavet en tilfældig lodtrækning blandt ansøgerne

Om forsøgsfiskeri og deltagelse i projekter

Fiskeristyrelsen annoncerer jævnligt muligheden for at deltage i forsøgsfiskeri. Det sker via Fiskeristyrelsens hjemmeside og via udsendelse af nyhed. Annonceringerne sker både i forbindelse med 2% forsøgsfiskeri, hvor fiskeren kan tildeles kvoterede fisk for deltagelse i projekter, men også i forbindelse med teknisk forsøgsfiskeri, hvis Fiskeristyrelsen og ansøger af projektet vurderer, at det er relevant. Fiskeristyrelsen er ansvarlig for at udstede fiskeritilladelser, tildele eventuel kvote og for at sikre transparens og lige adgang for alle. Annonceringen af forsøgsfiskerier foregår derfor via Fiskeristyrelsen, der på baggrund af projektets indstilling, udsteder relevante fiskeritilladelser til at deltage i forsøget.

 

Bilag 1

Forsøgsprotokol til forsøgsfiskeri i område 24 2024

Alle trækstreger under forsøgsfiskeriet registres i fartøjets plottersystem og leveres efterfølgende til DTU Aqua, hvis data ikke kan trækkes ud, tages screen-shots/billede af hver enkelt trækstreg

Informationer der skal noteres i stationsskema:

Stationsdata fra hvert træk noteres (Standard moniteringsskema fremsendes):

  1. Fartøj
  2. Dato
  3. Træknr. (fortløbende)
    1. Start og sluttid for træk
    2. Start og slutposition for træk
    3. Gennemsnits trækhastighed
    4. Dybde
    5. Estimeret total fangstmængde og bifangst pr. træk
    6. Bifangst af torsk opgøres. Alle fisk måles

  4. Vejrforhold
    1. Skyer/regn
    2. vindretning og –styrke;
    3. bølgeretning og –højde;
    4. strømretning og -hastighed
    5. vandtemperatur overflade + fiskedybde