Tilpasning til klimaforandringer og ændret fiskeritryk forventes at få stadig større betydning for arters bestandsstørrelse og udbredelse. Fiskeriet forventes at blive påvirket på flere måder. Blandt andet kan stigende havtemperaturer indebære, at centrale arter for dansk fiskeri søger nye levesteder, såvel som, at der kan komme nye arter til danske farvande.
Formålet med dette forskningstema er at undersøge arters bestandstørrelse og udbredelse. Viden om dette kan bidrage til at forstå følgende økologiske parametre. Hver parameter skal betragtes lige i vurdering af sager.
De økologiske parametre er viden om fiskebestandes:
- status
- vækst
- dødelighed
- udbredelse
Baggrund for forskningstemaet
Der er sket ændringer i bestande af flere arter de senere år. En øget forståelse for disse ændringer kan bidrage til bedre bestandsvurderinger og opdatering af beregningsmodeller i forvaltningen af fiskeriet. Et eksempel er makrelbestanden i Nordatlanten, der både er ændret i størrelse og udbredelse. Som rovfisk har makrel potentielt stor indflydelse på industriarter, som tobis og brisling. I den forbindelse vil undersøgelser af eksempelvis tobis, bidrage til en øget forståelse af populationsdynamikken for disse arter.
Desuden kan undersøgelser af levesteder øge forståelsen for bestandes dødelighed og favne temaets formål. Et eksempel er ny forskning, som indikerer, at når havbunden fysisk forstyrres mister den evnen til at omsætte forurenende stoffer og lagre atmosfærisk CO2 på naturlig vis. Vandkvaliteten kan derfor fastholdes i ugunstig tilstand og påvirke fiskerier og arters levesteder negativt. En undersøgelse kunne sammenligne status for bestande i områder ved brug af bundskrabende redskaber og uden brug.
Den videnskabelige udfordring er primært i udvikling af de teknologiske metoder, der kan hjælpe til at identificere arter med eksempelvis udvikling af individuelle mærker og tilsvarende scannere. Metoderne vil afhænge af art og formål og vil med tiden kunne integreres i et automatisk scanningsudstyr i eksempelvis fiskemel-fabrikkernes pumpestationer og muliggøre analyser af bestande. De forventede resultater vil generere data om arters bestandsstørrelse og udbredelse. Specifikt forventes resultater af individuelle mærker af tobis at ekstrapoleres til andre industriarter som sperling, blåhvilling, lodde og brisling. Nyhedsværdien er høj, da kontinuerlige nye bestandsvurderinger kan præcisere forvaltningen af fiskeriet.