Discardoverlevelse for garn- og snurrevodsfiskeri

Fiskerfartøj
Foto: Niels Madsen

Projektbeskrivelse

Dette projekt har undersøgt discardoverlevelse hos rødspætter fanget med toggergarn og snurrevod, samt for torsk fanget med toggergarn. Derudover har projektet undersøgt omfanget af fangstskader, som fiskene pådrages under selve fangstprocessen. Der blev også moniteret fiskenes reflekser for at få et estimat for fiskenes tilstand i perioden umiddelbart efter fangsten og efter en observationsperiode. Til opbevaring og observering af discardoverlevelse har projektet udviklet sammenklappelige, transportable hyttefade. De enkelte forsøg er blevet gennemført i samarbejde med kommercielle fiskere fra henholdsvis Korsør Havn, Sletten Havn og Langø Havn.

De moniterede fisk er blevet undersøgt for fangstskader og reducerede reflekser ombord på fiskefartøjerne og transporteret til havnen i kar med iltet havvand. På kajen er fiskene blevet undersøgt for skader, hvorefter de er blevet overført til hyttefade i havnen til observation af discardoverlevelse i 4-11 dage. Ved afslutningen af observationsperioden er de overlevende fisk igen blevet undersøgt for skader og reducerede reflekser.

Resultater

Projektet har vist, at rødspætter tåler genudsætning, da overlevelsen er høj og deres tilstand god efter observationsperioden. Torsk havde også en høj overlevelse, men relativt få individer blev undersøgt. Den estimerede discardoverlevelse var 100 % for rødspætter fra toggergarn, 87 % for rødspætter fanget i snurrevod, og 89% for torsk fanget i toggergarn. De primære skader var afskrabninger, finneflåning og netmærker. Resultaterne indikerede også, at rødspætterne ikke blev påvirket i løbet af opbevaringsperioden. I dette studie overlevede alle rødspætter både de kritiske første dage efter fangsten og ikke mindst den efterfølgende observeringsperiode på op til 10 dage. På grund af den indikerede høje overlevelse for torsk har Aalborg Universitet igangsat et nyt EHFF-projekt, der vil undersøge torskenes overlevelse grundigere.

Afledt af projektet har EU-Kommissionen indført undtagelser fra EU’s landingsforpligtelse for rødspætter fanget med garn og snurrevod. Dette er til gavn for både bæredygtig udvikling af fiskeindustrien, fiskebestandene og dermed det danske havmiljø.