Nye regler for torskefiskeri i Skagerrak og Nordsøen er på plads

Publiceret 14. august 2020

Den nye bekendtgørelse om tiltag for beskyttelse af torskebestanden i Nordsøen og Skagerrak træder i kraft den 15. august 2020. Reglerne indføres på baggrund af en beslutning i EU om at indføre en række supplerende tiltag for det demersale fiskeri i Skagerrak og Nordsøen med langliner og bundslæbende redskaber. For danske fartøjer fastlægges de samlede tiltag gennem en national torskeplan.

Torskeplanens formål og indhold 

Formålet med den nationale torskeplan er at understøtte indsatsen for at sikre, at fangster fra danske demersale fartøjer holdes inden for de fastsatte fiskerimuligheder. Planen skal ligeledes bidrage til genopbygningen af torskebestanden via en reduktion af fiskeridødeligheden for ungtorsk. Foranstaltningerne gælder i store ’begrænsede områder’, der dækker hele Skagerrak (EU-delen), et område i Nordsøen ud for den jyske vestkyst samt et område i britisk fiskerizone i den nordlige Nordsø, hvor der vil være krav om fiskeri med selektive redskaber.

Der vil ligeledes være områder som er delvist eller hel lukket for fiskeri med de omfattede redskabstyper (bundtrawl og vod med en mindste maskestørrelse på 70 mm i Nordsøen, med en mindstemaskestørrelse på 90 mm i Skagerrak og langliner).

Planen understøttes af en række kontroltiltag, herunder et øget antal realtidskontroller (RTC) og kontrol af fangstsammensætning og størrelsesfordelingen (’last haul’) på torsk i ovenævnte områder.

Læs mere om baggrunden for den nationale torskeplan her: https://fiskeristyrelsen.dk/nyheder-og-presse/nyhedsarkiv/2020/juli/ny-national-torskeplan-for-skagerrak-og-nordsoeen-traeder-i-kraft-den-15-august-2020/

Betingelser for fiskeri uden brug af selektive redskaber

For at få adgang til de nye ’begrænsede områder’ uden brug af særlige selektive redskaber skal fartøjerne fiske under én af følgende undtagelser, som er nærmere defineret i bekendtgørelsen:

Opfylder krav til elektronisk monitorering med henblik på fuldt dokumenteret fiskeri

  1. Tilstrækkeligt kvotegrundlag

  2. Fartøjer, der i årene 2017-2019 i gennemsnit, ikke har haft over 5% torskefangster med brug af hhv. snurrevod eller bundtrawl/vod. Det skal bemærkes, at såfremt fartøjet har tilstrækkeligt kvotegrundlag, skal der ikke søges undtagelse for 5% torskefangster.

  3. Fartøjer, der deltager i videnskabelige forsøgsfiskeri på baggrund af torskeplanen.

Ansøgning til 5% undtagelse

Ansøgning om tilladelse til at fiske under 5% undtagelsen bedes indsendt til Fiskeristyrelsen på licensadm@fiskeristyrelsen.dk  senest den 1. september 2020 ved brug af dette ansøgningsskema.

Ansøgning om deltagelse i videnskabelige forsøgsfiskeri

Ansøgning om deltagelse i videnskabeligt forsøgsfiskeri bedes inds0endt til Fiskeristyrelsen på forsoegsfiskeri@fiskeristyrelsen.dk

Link til den nationale torskeplan

Link til bekendtgørelse, der gennemfører den nye nationale torskeplan. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1204

Spørgsmål kan rettes til Fiskeristyrelsen på mail@fiskeristyrelsen.dk eller på telefon 72 18 56 00.