Ny aftale på plads om 917 mio. kr. til udmøntning af Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogrammet 2021-2023

Fiskeriministeren samler alle Folketingets partier om grøn omstilling af fiskerierhvervet, og dansk fiskeri kan se frem til et stærkt rygstød fra alle partier i Folketinget.

Partierne er enige om at udvikle fiskeriet i en grøn og mere bæredygtig retning med en bred aftale om fordelingen af knap 917 mio. kr. fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) for perioden 2021-2023.

Fiskeriminister Rasmus Prehn glæder sig over det gode samarbejdsklima, der har været hele vejen igennem forhandlingerne.

- Jeg er glad for, at vi kan lande så bred en aftale, hvor vi i fællesskab giver et historisk beløb direkte til grøn omstilling i fiskeriet. Vi er alle gået til forhandlingerne med en ambition om at hjælpe fiskeriet med at udvikle sig i en bæredygtig og mere klimavenlig retning, så de danske fiskere står bedre rustet mod fremtidens udfordringer. Jeg vil gerne sige tak til partierne for deres engagement og samarbejde. Det er folkestyret, når det er bedst, siger fiskeriminister Rasmus Prehn.

Læs pressemeddelelsen fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri