EU og Storbritannien indgår aftale om fiskekvoter for 2021

EU og Storbritannien indgår første fælles aftale om fiskekvoter efter Brexit. Aftalen sikrer klarhed for fiskeriet i britiske farvande resten af året.

EU og Storbritannien er nu blevet enige om en aftale om fiskekvoter for de fælles bestande for 2021. Aftalen skal nu forelægges fiskeriministrene med henblik på godkendelse. Dermed vil danske fiskere nu få klarhed over fiskeriet i britiske farvande resten af året.  Fiskeriminister Rasmus Prehn ser aftalen som det første skridt mod et tæt og konstruktivt samarbejde, som er helt centralt for dansk fiskeri. 

- Det er glædeligt, at vi med aftalen nu endelig giver danske fiskere klarhed over fiskeriet for 2021. Det har holdt hårdt at finde en fælles aftale. Fra dansk side har vi dog gennem hele processen lagt vægt på, at vi står stærkere med en aftale med Storbritannien end uden. Dansk fiskeri har en stor afhængighed af adgang til britiske farvande, så vi ser denne aftale som første skridt til at etablere et nyt, men fortsat tæt og konstruktivt samarbejde på fiskeriområdet. Aftalen skal være med til at sikre, at vi også ud i fremtiden fortsat har adgang til hinandens farvande, siger Rasmus Prehn.

Læs pressemeddelelsen om aftalen fra Ministeriet for Fødevarer Landbrug og Fiskeri

Yderligere oplysninger:
Fødevareministeriets pressetelefon +45 2018 4052