Fiskeristyrelsen åbner ny tilskudspulje på knap 40 mio.kr. til grøn omstilling af eksisterende salt- eller ferskvandsdambrug samt FREA-anlæg.

16-10-2020

Ordningens formål er at fremme en miljømæssigt bæredygtig, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig akvakultursektor. Dette skal ske igennem omstilling af akvakulturanlæggene med henblik på at øge akvakulturproduktionen og samtidig reducere udledningen af kvælstof, fosfor og organisk materiale pr produceret fisk.

Eksisterende salt- og ferskvandsdambrug, herunder økologiske dambrug samt FREA-anlæg, kan søge tilskud under ordningen. Det vil sige dambrug eller anlæg, der som minimum har produceret fisk siden 2019.

Tilskudsordningen er åben for ansøgninger fra den 16. oktober 2020 til og med den 7. januar 2021. Læs fiskeriministerens pressemeddelelse om åbningen af ordningen

Hvad kan der søges støtte til?

Der kan gives tilskud til projekter indenfor

  • Investeringer, der reducerer de negative konsekvenser eller styrker de positive virkninger for miljøet og forøgelse af ressourceeffektiviteten.

  • Investeringer, der medfører en betydelig reduktion af akvakulturvirksomheders indvirkning på vandforbruget og -kvaliteten

  • Produktive investeringer i akvakultur

  • Diversificering af akvakulturproduktion og opdrættede arter.

Miljøinvesteringer er fx nye renseanlæg, som filtre og tromler og andre investeringer, der reducerer udledningen af kvælstof, fosfor og organisk materiale. Der kan også gives tilskud til produktive investeringer som fx indkøb af nye pumper.

Hvilke kriterier lægges der vægt på?

Projekter, der resulterer i en øget produktionen og en reduceret udledning af kvælstof, fosfor og organisk materiale pr produceret fisk prioriteres først. Projekterne prioriteres efter den forventede procentvise reduktion i udledningen per produceret fisk. Hvis to projekter har den samme procentvise reduktion i udledningen til omgivelserne pr. produceret fisk, prioriteres et økologisk dambrug før et ikke økologisk.

Hvis der fortsat er midler, prioriteres projekter, hvor der ikke på samme måde er en miljøeffekt.

Tilskuddets størrelse

Det samlede offentlige tilskud kan udgøre op til 40 % af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til projektet, hvis tilskudsmodtager er mikro-, små og mellemstore virksomheder og 30 %, hvis tilskudsmodtager er store virksomheder.

Der er indikativt afsat en økonomisk ramme på 39,4 mio. kr. Tilskuddet kan højest udgøre 4,0 mio. kr. pr. projekt.

Tilskud til projekterne finansieres delvist af EU-midler fra den Europæiske Hav- og Fiskerifond (75 %) og delvist af nationale midler (25 %).

Sådan søger du

Ansøgningsfristen er den 7. januar 2021. Læs mere om ordningen, hent vejledningen og ansøgningsskemaet

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 72 18 56 00 eller e-mail:

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Fiskeristyrelsens pressetelefon på tlf. 7218 5805.