Fremtidens fiskerikontrolskib skal bygges af dansk værft

22-01-2020
Nyhed

To værfter fra henholdsvis Skagen og Hvide Sande er som de eneste blevet prækvalificerede til at bygge Danmarks nye kontrolskib, der skal erstatte det nuværende ”Vestkysten”. Dermed ligger det altså fast, at det bliver et dansk værft, der skal bygge skibet.

Det nye kontrolskib skal føre kontrol med fiskeriet i Nordsøen og Skagerrak og forventes taget i drift i 2022. Første etape af udbudsprocessen er nu gennemført og der er udvalgt to værfter, der kan byde på opgaven. De to værfter er Karstensens Skibsværft A/S fra Skagen og Hvide Sande Shipyard A/S.

 

- Jeg glæder mig over, at vi har to gode, danske værfter med i opløbet, som begge har erfaringer med store og komplekse skibsprojekter. Samtidig skaber værfterne fra Skagen og Hvide Sande vækst og arbejdspladser i Nord- og Vestjylland og dermed bedre balance i hele Danmark, siger fiskeriminister Mogens Jensen.

 

Skibet skal opfylde de strengeste krav til udledning af miljøskadelige stoffer, ligesom værfterne vil blive bedømt positivt, hvis de kan foreslå ekstra miljø- og klimarigtige løsninger i forhold til brændstofforbrug, isolering, materialevalg mv.

 

Yderligere oplysninger

Fødevare- og fiskeriministerens pressechef Bjarke Kamstrup, tlf.: 2452 6956, mail:

 

Læs pressemeddelelsen fra Miljø- og Fødevareministeriet

 

 

Skitse: OSK Shiptech A/S