Ny praksis for tilbagetrækning af åletilladelser

24-04-2020

Fra årsskiftet 2020-2021 træder en ny praksis i kraft ift. tilbagekaldelse af åletilladelser for fiskere med en bedrift, som ikke jf. § 19, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1551 af 11. december 2015 er blevet anvendt af tilladelseshaveren i det forudgående år. Det vil sige har registret ålelandinger inden årets udgang. Den nye praksis indebærer, at ålefiskere, som ikke har indberettet ålelandinger fra 2020 inden 31. december 2020, vil miste deres tilladelse uden forudgående varsel via brev eller e-mail.

Foto af ål
Foto af ål: Colourbox

Den hidtidige praksis har været, at fiskere med en bedrift, der ikke opfylder ovenstående krav, har fået tilsendt et brev/mail i starten af det nye år. I brevet er der hidtil blevet oplyst om, at Fiskeristyrelsen ikke har registreret landinger på bedriften i det forgangne år, men at tilladelseshaveren har mulighed for inden for en nærmere angivet frist at dokumentere at der er sket landing af ål på bedriften.

Hvis tilladelseshaveren ikke inden den angivne frist dokumenterer evt. landing af ål på bedriften vil tilladelsen til erhvervsmæssigt fiskeri efter ål blive tilbagekaldt (bedriften lukkes).

Regler for indberetning af ålelandinger

Fiskeristyrelsen gør i den forbindelse opmærksom på reglerne for indberetning af landing af ål (fisk). Det fulde regelsæt findes i bekendtgørelse nr. 1462 af 15. december 2019 om registrering og kontrol af oplysninger om fisk, der landes direkte, og fisk, der importeres. Regler i uddrag nedenfor.

  • Fiskere der lander til en registreret opkøber, herunder auktioner og samlecentraler skal ikke selv indberette landingen. Det gøres af opkøberen.

  • Fiskere som opbevarer eller forarbejder egen fangst, afsætter egen fangst direkte til forbrugerne (salg af fangst over kaj), eller lander i udlandet, samhandler, eksporterer, herunder transiterer egen fangst, skal selv indberette deres fangst til Fiskeristyrelsen. Det betyder, at de skal:

  1. Dagligt notere enhver sådan anvendelse af egen fangst, og

  2. Senest ved udløbet af det følgende døgn (kl. 24.00) efter landingen sende oplysningerne til Fiskeristyrelsen eller snarest muligt og senest 48 timer efter landing i udlandet sende oplysningerne til Fiskeristyrelsen.

Oplysningerne kan sendes enten elektronisk Indberet afregning på Fiskeriportalen eller ved anvendelse af papirskema Skema til indberetning af salg direkte til forbrugere.

Yderligere oplysninger

Find yderligere oplysninger og vejledning

Manglende efterkommelse af reglerne om indberetning kan straffes med bøde.