Må jeg i fiske laks i Østersøen i 2022?

Som udgangspunkt skal enhver laks der fanges øjeblikkeligt genudsættes i havet.

Dog må der hjemtages én fedtfinneklippet laks (dvs. udsat laks, der har fået fedtfinnen klippet af ved udsætning) pr. dag pr. person.

Hvorfor klippes fedtfinnen af laks?

De klippes af udsatte laks, for at kunne se forskel i forhold til vilde laks, hvor bestanden er truet.

Må jeg selv klippe fedtfinnen af laksen?

Nej, det skal være sket inden laksen blev udsat. Den fangede laks med fedtfinne skal derfor genudsættes.

Må jeg dele/filettere laksen når den er fanget?

Nej, under laksefiskeri skal alle fisk, af alle arter der fanges, hjemtages hele.

Gælder fiskerireguleringer ikke kun for erhvervsfiskere?

Det er specifikt nævnt i rådsforordningen, at lyst- og fritidsfiskere også er omfattet.

Hvem har bestemt/besluttet denne regulering?

Det er en fælles EU-beslutning for at genoprette laksebestanden i Østersøen

Gælder det ikke i hele Danmark?

Nej, det gælder for Østersøen (Se kortet).

Hvor finder jeg beskrivelse af området/områderne hvor begrænsningen gælder?

Beskrivelsen af området (de 3 fiskeri-reguleringsunderområder: 22, 23 og 24)
findes i bilag 1 i Bekendtgørelse om regulering af fiskeriet)

Beskrivelse af ICES-underområderne (bilag 1 i Bekendtgørelse om regulering af fiskeriet)

Underområde 22

Nordlig grænse: En linje fra Hasenøre til Gnibens spids.

Østlig grænse: Farø linjen samt en linje fra Gedser ret øst til 12º00' østlig længde og ret syd langs 12º00' østlig længde.

Underområde 23

Nordlig grænse: En linje fra Gilbjerg Hoved til Kullen.

Sydlig grænse: En linje fra Stevns Røde Fyr til Falsterbo Fyr.

Underområde 24

Vestlig grænse: Svarer til den østlige grænse for ICES-underområde 22 og den sydlige grænse for ICES-underområde 23.

Østlig grænse: En linje fra Sandhammaren Fyr til Hammerodde Fyr og en linje fra sydkysten af Bornholm ret syd langs 15º00' østlig længde.

Gælder det også hvis jeg fisker fra land af, med stang eller pirk?

Ja, det er uanset om du fisker fra en båd, eller fra land/mole eller lignende.

Må jeg fiske med garn/ruser/krogliner?

Ja, men der forventes yderligere tiltag i det rekreative fiskeri.

Må der landes undermålere?

Nej, undermålere skal straks genudsættes, så vidt muligt i levende tilstand.

(Reglen om Landingsforpligtelse/discardforbud gælder kun for erhvervsfiskere)

Må jeg godt sætte mindste laks ud, og kun tage den største med hjem?

Som lyst- eller fritidsfisker skal du genudsætte laks under mindstemålet. En lille laks (over mindstemålet) skal bringes med i land, hvis den ikke kan genudsættes i levende tilstand. Og laksefiskeriet er slut den dag, da den daglige fangst er sket.

Hvis jeg sejler ud fra en havn som ligger udenfor området, er jeg så omfattet?

Hvis du fisker i området, så gælder begrænsningen, uanset om du afsejler/ankommer i en havn indenfor/udenfor området.

Hvor længe gælder denne laksekvote/begrænsning/regulering?

Begrænsningen gælder indtil videre i hele 2022.