I Fiskeristyrelsen har vi vores egen uddannelse – fiskerikontrolløruddannelsen. Uddannelsen er en forudsætning for at kunne arbejde med fiskerikontrol både til søs og i land.

Siden 1988 har Fiskeristyrelsen haft en formaliseret etatsuddannelse i form af en basisuddannelse for nyansatte fiskerikontrollører i fiskeriinspektoraterne. Frem til 2019 har 16 hold gennemført denne uddannelse. Medarbejdere med fiskerikontrolopgaver i skibene har siden 2009 deltaget i basisuddannelsen.

Basisuddannelsens form og indhold har løbende været justeret. Justeringer og løbende tilpasninger har været nødvendige for at leve op til de nye krav og opgaver, der har været på fiskerikontrolområdet. Det er sket i tæt samarbejde mellem medarbejdere og ledelse.

I 2020 besluttede vi at ændre uddannelsen mere gennemgribende og tilpasse den i forhold til de forandringer, Fiskeristyrelsen har været gennem de seneste år. Der er derfor kommet mere fokus på forvaltningskultur og digitalisering. Samtidig har vi ønsket at få uddannelsen statsanerkendt.

Den nye fiskerikontrolløruddannelse er nu en realitet og det første hold fiskerikontrollører, der skal gennemføre den nye uddannelse er ansat pr. 1. marts 2021.

Om uddannelsen til fiskerikontrollør

Vores mål med uddannelsen

Målet med fiskerikontrolløruddannelsen er at give deltagerne indgående kendskab til en lang række forhold vedrørende fisk, fiskeri og udøvelse af fiskerikontrol. Det drejer sig bl.a. om

  • kendskab til lovgivningen på fiskeriområdet og kendskab til den lovgivning, der generelt gælder, når man arbejder i den offentlige sektor fx forvaltningslov og offentlighedslov
  • faglig viden om fisk og fiskeri og en række praktiske færdigheder i den forbindelse.

Vejen til at blive fiskerikontrollør

Ansættelse som fiskerikontrollør på prøve sker altid via stillingsopslag. I ansættelsesproceduren indgår test, hvor der bliver set på både samarbejdsevner, evner i logisk tænkning, danskkundskaber og fysisk form. Hertil kommer en vurdering af robusthed, engagement og faglig egnethed. Efter to års tilfredsstillende prøvetid og en bestået fiskerikontrolløruddannelse bliver man fastansat som fiskerikontrollør.

Uddannelsens opbygning og indhold

Uddannelsen tager to år og er opbygget med en kombination af teori og praktik. Den teoretiske del udgøres af en række statsanerkendte akademimoduler og en række interne fiskerifaglige moduler målrettet arbejdet som fiskerikontrollør i Fiskeristyrelsen.

Der indgår ni obligatoriske statsanerkendte akademimoduler, der til sammen giver 60 ECTS point, og otte obligatoriske interne moduler.

De ni obligatoriske statsanerkendte akademimoduler er:

  1. Myndighedsudøvelse, administrationsgrundlaget og lovgivning
  2. Forståelse af grundlæggende danske retsregler, Danmark og EU, samt andre internationale organisationer, herunder at forstå gældende rets- og forvaltningsprincipper
  3. Biologi og miljø
  4. Redskabslære og fangstmetoder
  5. Indledende kemi og mikrobiologi
  6. Fødevareteknologi/hygiejne
  7. Strategisk kontroludvælgelse
  8. Teamledelse *Modulet er kædet sammen med de interne moduler i fiskerikontrol og risikobaseret kontrol og analyser.
  9. Afgangsprojekt

De otte obligatoriske interne moduler er:

  1. Introduktion
  2. Sikkerhed, navigation og SRC
  3. Fiskerikontrol
  4. Introduktion til Fiskeristyrelsens it-systemer
  5. Kommunikation, interkulturel kommunikation, skriftlig og mundtlig dansk og rapportkendskab
  6. Søværts og landværts fiskerikontrol
  7. Administrativ kontrol
  8. Afsluttende praktisk prøve

 

Praktik

En væsentlig del af uddannelsen gennemføres i kombination mellem kontrolarbejde og praktik/sidemandsoplæring. Der er udpeget praktikvejledere, der i samarbejde med den kursusansvarlige, ledere og øvrige medarbejdere medvirker til en god oplæring ved hjælp af en individuel praktik- og uddannelsesplan.

Praktikvejlederne udøver supervision i oplæringen, hvor dialogen mellem praktikvejlederen og den nyansatte koblet op på en praktikhåndbog skal styrke læringen og den løbende opfølgning/kvalitet i arbejdet.

Igennem forløbet udvikler sidemandsoplæringen sig gradvist fra at have karakter af konkret oplæring til at have karakter af et fagligt samarbejde mellem deltageren og kollegerne, så deltageren i stadig stigende grad kan arbejde selvstændigt.

Afslutning på uddannelsen

Fiskerikontrolløruddannelsen sluttes af med et skriftligt afgangsprojekt og en praktisk prøve.

Det skriftlige afgangsprojekt følger studieordningen for afgangsprojekter på akademiuddannelser. Projektet skal dokumentere, at den pågældende har en grundlæggende teoretisk viden og et grundlæggende praktisk kendskab til at gennemføre en kontrolforretning, herunder kendskab til den relevante lovgivning.

Den praktiske prøve består af en kontrolopgave, som gennemføres efter den skriftlige projektopgave.

Opgaven tager udgangspunkt i udførelsen af en fiskerikontrolforretning og gennemføres ud fra arrangerede kontrolsteder. Opgaven skal give den enkelte mulighed for at demonstrere anvendelse af alle de relevante færdigheder.

Meriteringsordning og overbygning med specialiseringsmoduler

Der er udviklet en meriteringsordning, så allerede ansatte fiskerikontrollører kan få udarbejdet en individuel uddannelsesplan, og dermed få mulighed for at erhverve den nye akademiuddannelse.   

Herudover er der som en overbygning på fiskerikontrolløruddannelsen mulighed for at deltage i nogle specialiseringsspor, som tager afsæt i:

  • Ledelse
  • It/analyse
  • Fiskerikontrol
  • Politik/teknik