Denne meddelelse er udsendt efter reglerne i reguleringsbekendtgørelse nr. 2087 af 10. december 2020, § 2, jf. bilag 6.
Meddelelsen træder i kraft den 12. februar 2021 og er gældende til og med 31. december 2021 med mindre andet meddeles.
Med virkning fra og med 15. februar 2021 åbnes der for FKA-rationsfiskeri af dybvandsrejer i Nordsøen inden for de til ordningen afsatte mængder og med følgende rationsmængder:
Dybvandsrejer i Nordsøen (EF-zone)
Med virkning fra den 15. februar 2021 og indenfor 75 % af den danske disponible mængde dybvandsrejer i Nordsøen åbnes der for et rationsfiskeri for FKA-fartøjer. Fiskeriet er indtil videre reguleret med kalendermånedsration på 10.000 kg.
Perioden fra den 15. februar til og med 28. februar 2021 regnes som en hel kalendermåned.
Ansøgning om tilladelse til rationsfiskeri af dybvandsrejer indsendes til Fiskeristyrelsen på e-mail til licensadm@fiskeristyrelsen.dk
Ansøgning om tilladelse til fiskeri af dybvandsrejer med virkning fra den 15. februar skal være modtaget i Fiskeristyrelsen senest 15. februar 2021 kl. 10.00. Tilladelser udstedes herefter for perioden fra den 15. februar til og med 28. februar 2021.
Fiskeriet må først påbegyndes når tilladelse er udstedt og fartøjsejeren har modtaget tilladelsen.
Ansøgning om tilladelse til fiskeri i efterfølgende kalendermåneder skal være Fiskeristyrelsen i hænde senest den 25. i den forudgående måned.
Indkommer der ansøgninger i et antal, der afstedkommer, at ikke alle fartøjer kan fiske op til 10.000 kg pr. rationsperiode, nedsættes rationsmængden så alle ansøgere, der opfylder vilkårene for tildeling af tilladelse kan fiske samme mængde.