Fiskeristyrelsen annoncerer dette projekt, da der er mulighed for at få tildelt ekstra årsmængder via projektet. Annonceringen sker for at skabe mulighed for, at alle interesserede fiskere kan ansøge om tilladelse til at deltage i dette forsøgsfiskeri, forudsat at man opfylder projektets krav.
I Norskehavet har man siden 2007 gennemført trawl-surveyet International Ecosystem Summer Survey in the Nordic Seas (IESSNS) med det formål at levere et fiskeriuafhængigt indeks for makrelbestandens størrelse. I 2018 blev det årlige makreltogts dækning udvidet til også at gælde Nordsøen, hvor det forventes, at specielt yngre og mindre fisk befinder sig.
Projektets formål er at oparbejde en oversigt over, hvordan makrellen udbreder sig i Nordsøen, hvor også norsk zone og UK zone dækkes. Derudover vil projektet undersøge makrellens betydning for Nordsøens økosystem, blandt andet vil der blive indsamlet viden om makrellens maveindhold fra de fangede makreller. Data fra projektet vil på sigt indgå i IESSNS samt ICES’ bestandsvurdering.
Krav til det deltagende fartøj
DTU Aqua og DPPO søger ét fartøj til at deltage i togtet. Fartøjet skal opfylde følgende krav for at komme i betragtning til at deltage i forsøget:
- Fartøjet skal være en pelagisk hæktrawler > 55 meter med motorkraft til at fiske med en Multipelt 832 trawl.
- Fartøjet skal være udstyret med kran Dyneema warps og 8 m2 pelagiske skovle.
- Fartøjet skal være tilgængeligt fra 1. juli 2024 til og med 1. august 2024.Endelig(e) togtperiode(r) aftales mellem fartøj og DTU Aqua.
- Fartøjet skal være anvendeligt til makrelfiskeri i område 3aN, 4ab, samt område 2a (norsk og UK zone nord for 62 n. breddegrad).
- Fartøjet skal have tre ekstra sovepladser (udover dem til skipper og besætningsmedlemmer) i minimum to kahytter.
- Fartøjet skal have plads til en oparbejdnings-opstilling på ca. 6 m2, og derudover skal der være plads til en taklekasse, som kan rumme ca. 1.5 tons ad gangen.
- Fartøjet og fartøjets besætning skal have erfaring med makrelfiskeri og gerne erfaring fra lignende forsøgsfiskerier.
- Ændringer, f.eks. pga. for dårligt vejr til mærkning, aftales med fartøjet ud fra de konkrete omstændigheder.
- Fartøjet skal overholde de aftaler, der indgås med DTU Aqua, DPPO og Fiskeristyrelsen, samt overholde betingelserne i de tilladelser, der bliver udstedt til fartøjet.
- Fartøjet skal være antageligt.
- Fartøjet skal ved ansøgning oplyse en charterpris pr. hele forsøgsdøgn (kr./døgn). Charterprisen skal være inklusiv alle omkostninger, herunder udgifter til skipper, besætningsmedlemmer, revisor og administration samt fiskeredskaber, vedligeholdelse og udbedring af eventuelle skader på fartøj eller redskaber.
Fartøjer, der ikke opfylder de ovennævnte krav, vil ikke komme i betragtning.
Kompensation
Fartøjet vil, som kompensation for gennemførelse af forsøgstogtet, få tildelt en makrel-forsøgskvote for farvandsområderne: 2A34 og 2CX14; Der kompenseres for maksimalt 10 dage.
Kvoten vil blive oplyst, når Fiskeristyrelsen har modtaget oplysninger om den endeligt fastsatte makrelkvote for 2024 og vil blive beregnet på baggrund af den charterpris, fartøjet oplyser.
Fartøjets oplyste charterpris vil blive rimelighedsvurderet, og kvoten vil blive tildelt umiddelbart efter gennemførelse af forsøget.
Fiskeristyrelsens værdifastsættelse af makrel følger gennemsnitlige afregningspriser for 2023 – der tages hensyn til udsving, hvorfor der trækkes 20 pct. fra 2023 gennemsnitsafregningsprisen.
Den tildelte kvote er gældende for hele året 2024, og der foreligger ikke noget krav om, at kvoten skal fiskes samtidigt med, at forsøget udføres.
Sådan ansøger du
Ønsker du at ansøge om at deltage, skal du udfylde bilag 2.3: ”Tilbud til deltagelse i projektet” samt en tro og love-erklæring, som sendes til DTU Aqua på e-mail: emp@aqua.dtu.dk med Fiskeristyrelsen cc (forsoegsfiskeri@fiskeristyrelsen.dk)
Hent bilag 2.3 med tro og love-erklæring på hjemmesiden
I mailens emnefelt skal der stå ”Ansøgning makreltrawltogt” samt fartøjets ”havnekendingsnummer”, ”EU-identifikationsnummer” og ”navn”.
Ansøgningen skal være modtaget senest den 15. februar 2024.
Såfremt der modtages flere ansøgninger, som opfylder de oplistede krav, vil der blive foretaget lodtrækning blandt ansøgerne.
Har du spørgsmål til forsøget, kan du kontakte den projektansvarlige fra DTU Aqua, Kai Wieland på e-mail kw@aqua.dtu.dk eller Claus Reedtz Sparrevohn fra DPPO på e-mail crs@pelagisk.dk
Om Forsøgsfiskeri og deltagelse i projekter:
Fiskeristyrelsen annoncerer jævnligt muligheden for at deltage i forsøgsfiskeri. Det sker via Fiskeristyrelsens hjemmeside og via udsendelse af nyhed. Annonceringerne sker både i forbindelse med 2% forsøgsfiskeri, hvor fiskeren kan tildeles kvoterede fisk for deltagelse i projekter, og i forbindelse med teknisk forsøgsfiskeri, hvis Fiskeristyrelsen og ansøger vurderer, at det er relevant. Da Fiskeristyrelsen udsteder tilladelser, eventuel kvote og for at sikre transparens og lige adgang for alle, foregår annonceringen via Fiskeristyrelsen.
Læs mere om forsøgsfiskeri på Fiskeristyrelsens hjemmeside på: Forsøgsfiskeri