Ansøg om tilskud: Stadig 30 mio. kr. afsat til de danske kystfiskere

28-06-2024

Fiskeristyrelsen åbnede den 1. maj 2024 tilskudsordningen Investeringer i kystfiskeri under Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF). Der er stadig over 30 mio. kr. tilbage i puljen, hvor der gives op til 80 pct. i tilskud. Du kan fx søge om tilskud til investeringer i lave garn, tejner, køleanlæg m.v.

Tilskudsordningen Investeringer i kystfiskeri åbnede for ansøgninger den 1. maj 2024. Vi er snart halvvejs i ansøgningsperioden, og vi har stadig penge tilbage i puljen.

Du kan fx søge om tilskud til en investering ombord på dit fartøj. Du kan bl.a. få tilskud til:

  • Skånsomme redskaber (lave garn, tejner, ruser, pilkemaskiner m.v.)
  • Dyneema til beskyttelse af redskaber mod sælangreb
  • Fryse-/kølelast (herunder isolering og installation af fryse-/køle kompressor)
  • Redskaber til fangsthåndtering (renseborde, rensemaskiner, søvægte, pakkemaskiner m.v.)

Fiskeristyrelsen giver også tilskud til investeringer på de mindre havne og landingssteder, hvor der landes kystfanget fisk. Her kan du fx få tilskud til:

  • Fryse-/køleopbevaring
  • Køletrailer
  • Vægte
  • Pakkemaskiner

Ansøgningsperioden lukker den 15. september 2024, eller når der ikke er flere penge i puljen. Hvis ansøgningsperioden forlænges, sender vi en nyhed ud om det. Du kan følge ansøgningsrunden inde på vores tilskudsguide under ordningen investeringer i kystfiskeri og bl.a. se, hvor mange penge der fortsat er i puljen.

Du kan læse mere om, hvordan du søger om tilskud på Fiskeristyrelsen hjemmeside.

Du er også velkommen til at kontakte vores sagsbehandlere, som altid er klar til at hjælpe dig med din ansøgning. Du kan både sende dem en mail på tilskud@fiskeristyrelsen.dk eller ringe til dem på tlf: 72 18 58 50. Telefonen er åben alle hverdage fra 9.00-15.00.