Danmark, Sverige og Tyskland har fremsendt en fælles henstilling til EU-Kommissionen om beskyttelse af Natura 2000- og havstrategiområder i Kattegat med henblik på, at EU-Kommissionen vedtager en delegeret retsakt. Forslaget er lige nu i intern proces i EU. Forordningen vil træde i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Forventningen er, at reglerne vil træde i kraft den 11 juli 2022. [Reglerne trådte som forventet i kraft pr. 11. juli 2022 (red)]
I dansk farvand indføres der et forbud mod at fiske med bundslæbende redskaber i seks havstrategiområder og i et Natura 2000-område. Begrænsningerne indføres for at beskytte havbundens naturtyper i områderne. De danske havstrategiområder blev udpeget i 2016 efter en grundig interessentinddragelse. Der blev bl.a. taget hensyn til fiskeriinteresser for at begrænse de økonomiske konsekvenser af udpegningerne. I svensk farvand indføres der fiskeribegrænsninger i fire beskyttede områder. I en del af de svenske områder indføres forbud mod alt fiskeri. I andre dele tillades fiskeri med håndredskaber, tejner efter skaldyr og pelagiske flydetrawl. Det vil dog i disse områder indtil slutningen af 2024 fortsat være muligt at fiske med garn, hvis man deltager i et nationalt kameramonitoreringsprojekt.
De svenske beskyttelsestiltag indføres både for at beskytte havbunden, havpattedyr og havfugle. I områderne med forbud mod alt fiskeri indføres den strenge beskyttelse for at beskytte alle dele af havnaturen.
Af kontrolhensyn indføres der rundt om de danske havstrategiområder en zone på fire sømil, hvor fiskefartøjer, der fisker med bundslæbende redskaber, skal være udstyret med et fungerende AIS-positionssystem klasse A, der viser, hvor fiskefartøjerne befinder sig. I svensk farvand indføres tilsvarende et krav om AIS for alle fiskefartøjer i et større sammenhængende område.
Se mere om forslaget her
De danske havstrategiområder er en del af det danske havstrategi indsatsprogram, som man kan finde mere om her
Delegeret forordning om fiskeribevaringsforanstaltninger til beskyttelse af havmiljøet i nordsøen(pdf)
Bilag til delegeret forordning om fiskeribevaringsforanstaltninger til beskyttelse af havmiljøet i nordsøen(pdf)
Kort med danske AIS-zoner
De svenske beskyttede områder i kattegat
Læs nyheden fra Havs- och vattenmyndigheten i Sverige
Hvis du har spørgsmål til de nye beskyttede områder kan du kontakte Fiskeristyrelsen.