Det danske EFHAF-program er en pulje på 2,1 mia. kr. i tilskud til konkrete projekter, der udvikler det danske fiskeri- og akvakulturerhverv i en klima- og miljømæssig bæredygtig retning. Midlerne skal bidrage til indsamling af vigtig viden om fiskebestandene og de marine økosystemer. Dertil skal EHFAF-programmet understøtte målsætningerne i EU’s fælles fiskeripolitik og Danmarks klimamål frem mod 2030.
Midlerne udmøntes i tilskudsordninger til aktiviteter, der gennemføres i Danmark rettet mod fiskeri, akvakultur og vandmiljøet i perioden frem til 2027. De skal være med til at realisere fire fokusområder i EHFAF-programmet:
- Den grønne omstilling af fiskeri- og akvakulturerhvervene
- Viden om fiskebestande samt effektiv forvaltning og kontrol
- Udvikling af kystfiskeriet og i kystnære områder
- Afsætning af fiskeprodukter og styrkelse af det danske fiskeris konkurrenceevne
Ministeriet sætter nu formelt det danske program i søen ved en reception på Naturmødet i Hirtshals torsdag d. 11 maj fra 15:30 til 16.30.
Læs mere om det danske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram her: Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogrammet 2021-2027 (EHFAF) (fiskeristyrelsen.dk)
Fakta
- Det danske EHFAF-program udgør i alt 2,1 mia. kr. i perioden 2021-2027, hvoraf EU-midler fra Den Europæiske Hav- Fiskeri og Akvakulturfond udgør ca. 1,5 mia. kr. og de ca. 600 mio. kr. er nationale offentlige midler.
- Programmet er blevet til med bidrag fra interessenter og på baggrund af en bred politisk aftale blandt Folketingets partier den 18. marts 2021. Fordelingen af midler fra Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfonden i Danmark blev fastlagt i den politisk aftale for perioden 2021 – 2023.