For at skabe mere viden om en bæredygtig forvaltning af fiskebestande, åbnes tilskudsordningen ”Marin viden: bæredygtig forvaltning”. Tilskudsordningen forventes at bidrage til havstrategidirektivet samt natur- og biodiversitetspakken fra 2020, der blandt andet har fokus på forbedring af havmiljøet. Dermed skal tilskudsordningen styrke vidensgrundlaget og den biologiske rådgivning med henblik på at fremme en bæredygtig forvaltning af fiskebestandene og havet.
Desuden skal indsatserne under tilskudsordningen bidrage til at udvikle vidensgrundlaget på miljø- og klimaområdet, for dermed at kunne bidrage til at nå den nationale klimamålsætning om 70 pct. reduktion i 2030.
Både myndigheder, fiskerierhvervets organisationer samt relevante samarbejdspartnere er velkomne til at deltage på interessentmødet.
For at drøfte den konkrete udmøntning af de kommende indsatser, afholder Fiskeristyrelsen et online interessentmøde fredag den 17. marts 2023 kl. 10:00 – 12:00.
På mødet gennemgår vi de politiske og lovgivningsmæssige rammer for ordningen. Derefter vil vi drøfte den konkrete udmøntning og mulige indsatser med input fra alle deltagere.
Tilmelding
Tilmeld dig ved at sende en mail til Fiskeristyrelsen på idbaer@fiskeristyrelsen.dk senest den 15. marts. Vi sender derefter link ud til alle tilmeldte.
Yderligere oplysninger
Du kan læse mere om det danske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram, den politiske aftale og tilskudsordningen på Fiskeristyrelsens hjemmeside