Kenneth Joensen kommer fra en stilling som fagdirektør i Skattestyrelsen, hvor han har været leder af direktørområdet Selskab med ca. 950 medarbejdere. Han har derudover i perioden 2015-2018 været juridisk direktør i Finans Danmark.
Minister for Fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) udtaler:
”Jeg er meget glad for, at Kenneth Joensen har takket ja til at blive Fiskeristyrelsens nye direktør. Fiskeriet er et af de ældste erhverv i Danmark, som i øjeblikket står i en opbrudstid med færre kvoter og faldende fiskebestande i vores farevande. Samtidigt arbejder Fiskerikommissionen i øjeblikket på anbefalinger til fremtidens fiskeri. Så der er nok at tage fat på, og jeg er sikker på, at Kenneth er den rette til at videreføre og styrke det vigtige arbejde, som styrelsen skal levere hver eneste dag.”
Kenneth Joensen udtaler:
”Jeg kender fiskeriet som et både stolt og traditionsrigt erhverv. Lige nu befinder fiskeriet sig i en tid, hvor særligt Brexit og færre kvoter har gjort det vanskeligere for mange. Men det er også en tid med muligheder for dansk fiskeri, og jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for Fiskeristyrelsen, for sammen med styrelsens mange dedikerede medarbejdere at løse de vigtige opgaver, der venter forude. Ikke mindst, når vi inden længe modtager Fiskerikommissionens anbefalinger til fremtidens fiskeri. Fiskeristyrelsen har gennemgået en stor og vigtig udvikling de seneste år, og jeg vil gøre mit allerbedste for at fortsætte den kurs, hvor også dialogen med erhvervets mange interessenter vil være i højsædet”.
Læs hele pressemeddelelsen på fvm.dk