Fiskeriminister Rasmus Prehn og Danmarks Fiskeriforening PO har netop indgået aftale om betingelserne for monitoreringsprojektet i Kattegat. Læs mere om aftalen mellem fiskeriministeren og Danmarks Fiskeriforening
Fiskeristyrelsen er derfor nu klar til at begynde udrulningen af projektets fase 2. Fase 2 vil omfatte alle trawlfartøjer, som har haft 20 havdage eller flere i Kattegat.
Det betyder, at projektet skal udvides med ca. 75 fartøjer i tillæg til de 12 fartøjer, som allerede har installeret kameraudstyr.
Installation af kameraudstyr på 75 fartøjer er en stor opgave. Udrulningen kommer derfor til at foregå i 4 runder.
Fiskeristyrelsen har nu udsendt breve ud til de første fartøjer, som skal have kameraudstyr ombord. Resten vil følge senere på året.
Hver runde omfatter en række trin, herunder fartøjsbesøg, hvor Fiskeristyrelsen i fællesskab med fartøjsejer og installatøren gennemgår, hvor det elektroniske monitoreringssystem skal placeres for bedst muligt at kunne filme relevante områder på fartøjet og samtidig være til så lidt gene som muligt under sejlads og arbejdsgange ombord.
Monitoreringen skal bidrage til at beskytte den truede torsk i Kattegat, der en uundgåelig bifangst i jomfruhummerfiskeriet.
Yderligere oplysninger
Under hele forløbet kan du som fartøjsfører altid tage kontakt til Fiskeristyrelsen på mail@fiskeristyrelsen.dk, hvis har spørgsmål eller der opstår tvivl om installationsprocessen.
Læs mere om aftalen mellem fiskeriministeren og Danmarks Fiskeriforening
Læs mere om kameraprojektet i Kattegat