138 mio. kroner skal gøre dansk fiskeri og akvakultur førende inden for grøn omstilling

03-07-2023

Danmark skal være en af de førende nationer inden for grøn omstilling af fiskeri- og akvakulturerhvervet. Nu åbner tre tilskudsordninger på samlet 138,3 mio. kroner, som skal støtte udviklingen og udbredelsen af grønne løsninger i dansk fiskeri og akvakultur. Pengene kommer fra det danske program for Hav-, Fiskeri- og Akvakultur (EHFAF).

Udslippet af drivhusgasser inden for fiskerisektoren kan nedbringes markant, når diesel og olie erstattes af nul- og lav-emissionsløsninger som el- og hybridmotorer. Og tilsvarende er der på akvakulturområdet potentiale for at udvikle miljø- og klimaforbedrende løsninger, der kan styrke en ressourceeffektiv akvakulturproduktion.

Nu åbner tre puljer på samlet 138,3 mio. kroner, der skal hjælpe med at udvikle og udbrede grønne løsninger inden for fiskeri- og akvakulturerhvervet.

De nye grønne løsninger skal både hjælpe til, at Danmark når i mål med at reducere CO2-udledningerne med 70 pct. frem mod 2030, og samtidig sikre, at Danmark bliver blandt de førende nationer inden for grøn omstilling af fiskeri og akvakultur.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
”Dansk fiskeri står lige nu over for en række store udfordringer bl.a. i kølvandet på brexit og med ændrede fiskebestande. Samtidig lever vi i en tid, hvor der både stilles store krav og er store forventninger til at udvikle nye grønne løsninger, der kan reducere klimaaftryk og miljøpåvirkning, inden for stort set alle brancher. Jeg oplever et fiskerierhverv med stor villighed til at sætte en ny og grønnere retning for dansk fiskeri. Derfor er jeg også glad for, at vi med de grønne tilskudsmidler på samlet 138,3 mio. kroner nu kan skabe nye bæredygtige løsninger for både fiskeri- og akvakulturerhvervet, som kan rykke det i en mere klimavenlig retning.”

Læs den fulde pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

De tre tilskudsordninger er åbne for ansøgninger fra den 3. juli 2023 til den 31. august 2023. Tilskudsordningerne kan søges af fiskeri- og akvakulturerhverv og producentorganisationer, samt relevante samarbejdspartnere såsom forskere og analyseinstitutter. 

Læs mere om tilskudsordningerne i Fiskeristyrelsens tilskudsguide