Ny fiskeriregulering i udpegede beskyttede havområder i Kattegat er trådt i kraft den 11. juli 2022

13-07-2022

I både den danske og svenske del af Kattegat er der den 11. juli indført ny fiskeriregulering for at beskytte havnaturen.

EU-Kommissionen har vedtaget en delegeret forordning som udløber af, at Danmark, Sverige og Tyskland har sendt en fælles henstilling til EU-Kommissionen om beskyttelse af Natura 2000- og havstrategiområder i Kattegat. Forordningen er den 21. juni offentliggjort i EU-tidende, hvorefter den er trådt i kraft den 11. juli 2022, 20 dage efter offentliggørelsen. 

I dansk farvand indføres der et forbud mod at fiske med bundslæbende redskaber i seks havstrategiområder og i et Natura 2000-område. Begrænsningerne indføres for at beskytte havbundens naturtyper i områderne. De danske havstrategiområder blev udpeget i 2016 efter en grundig interessentinddragelse. Der blev bl.a. taget hensyn til fiskeriinteresser for at begrænse de økonomiske konsekvenser af udpegningerne. I svensk farvand indføres der fiskeribegrænsninger i fire beskyttede områder. I en del af de svenske områder indføres forbud mod alt fiskeri. I andre dele tillades fiskeri med håndredskaber, tejner efter skaldyr og pelagiske flydetrawl. Det vil dog i disse områder indtil slutningen af 2024 fortsat være muligt at fiske med garn, hvis man deltager i et nationalt kameramonitoreringsprojekt.

De svenske beskyttelsestiltag indføres både for at beskytte havbunden, havpattedyr og havfugle. I områderne med forbud mod alt fiskeri indføres den strenge beskyttelse for at beskytte alle dele af havnaturen.

Af kontrolhensyn indføres der rundt om de danske havstrategiområder en zone på fire sømil, hvor fiskefartøjer, der fisker med bundslæbende redskaber, skal være udstyret med et fungerende AIS-positionssystem klasse A, der viser, hvor fiskefartøjerne befinder sig. I svensk farvand indføres tilsvarende et krav om AIS for alle fiskefartøjer i et større sammenhængende område.

Se mere om forslaget her

De danske havstrategiområder er en del af det danske havstrategi indsatsprogram, som man kan finde mere om her

Delegeret forordning om fiskeribevaringsforanstaltninger til beskyttelse af havmiljøet i Nordsøen(pdf)

 Kort med danske AIS-zoner

De svenske beskyttede områder i Kattegat

Læs nyheden fra Havs- och vattenmyndigheten i Sverige

Hvis du har spørgsmål til de nye beskyttede områder kan du kontakte Fiskeristyrelsen.