Fisketegn.dk går i luften med nyt design og forbedret funktionalitet

26-04-2022

Fiskeristyrelsens nye hjemmeside til køb af fisketegn går i luften tirsdag den 26. april 2022 på fisketegn.dk i en ny forbedret version med et nyt og brugervenligt design.

Den nye hjemmeside på fisketegn.dk giver den eksisterende løsning et tiltrængt ansigtsløft. Det gælder både i forhold til design og brugervenlighed for de borgere, der indløser fisketegn direkte via hjemmesiden, såvel som ift. administrationen for de salgssteder, campingpladser, turistinformationer mv., som formidler salg af fisketegn.

”Ud over det nye design lancerer vi nu en side med en ny betalingsløsning og et teknologisk løft, der sikrer, at siden lever op til de lovpligtige krav om webtilgængelighed. Ikke alene bliver det langt nemmere for borgerne at indløse og forny deres fisketegn og for salgsstederne at administrere deres salg. Rent teknisk giver den nye platform os også langt bedre mulighed for fremadrettet at tilpasse og videreudvikle siden på en ressourceeffektiv måde. Det er jeg meget tilfreds med”, fortæller Joan Reimann, vicedirektør i Fiskeristyrelsen.

Indtægterne fra salg af fisketegn i Danmark går til fiskepleje. Aktiviteter som vandløbsrestaurering, udsætning af fisk og forskning i viden om fiskenes adfærd er en del af fiskeplejen i Danmark.

Den nye hjemmeside er tilgængelig på www.fisketegn.dk