Ny opdateret E-log-klient er nu i luften

01-11-2021

Den nye E-log-klient er nu klar og kan downloades på vores hjemmeside. Den nye løsning imødekommer en række af de konkrete ønsker om tekniske forbedringer, som er kommet frem under vores besøg på havnene rundt om i landet. Herudover vil den E-log-klient håndtere en række af de ændringer i data, der har været nødvendige at justere som følge af Brexit.

Nye funktioner

De vigtigste opdateringer i den nye e-log-klient er følgende:

  • Import af data: Det er nu muligt at importere data fra e-log-bogen over i landingserklæringen inde i e-log klienten. Vælger man at trykke på ’importer-knappen’, indlæses farvande og regional økonomisk zone fordelt på fiskearter i landingserklæringen. Der er også en kolonne, der viser den procentvise fordeling af arten på de enkelte rækker af arten.
  • Filtrering ud fra ICES-kvadrat: En anden forbedring for fiskeren er, at farvand og økonomisk zone inde i e-log-bogen nu filtreres ud fra den beregnede ICES kvadrat, i stedet for at alle farvande i standard listen vises.  Det gør det nemmere og hurtigere for fiskeren at finde de korrekte værdier han skal angive.
  • Ændring til ’redskabstyper’: Som følge af nye internationale krav er ’redskabsgrupper’ ændret til ’redskabstyper’. Det betyder at man som fisker skal oprette sin redskabsstandardliste igen med redskaber i forhold til FAOs redskabstyper.
  • Artskoden MZZ forsvinder: Som følge af en præcisering fra EU, udgår artskoden MZZ, da der kun må angives mængden 0 kg. Danmark og en række andre EU medlemsstater har implementeret denne ændring ved at lade artskoden MZZ udgå. Som fisker kan man i stedet undlade at angive mængder under 50 kg ombord af en art i logbogen. Dette skal dog angives umiddelbart, når den samlede vægt af en art ombord ovestiger de 50 kg. Alternativt kan man som fisker vælge at angive mængder under 50 kg. for hver træk. Vælger man at gøre dette, vil fangsten samtidig blive ført korrekt over i landingserklæringen og sikre sporbarheden af fisken.

Vejledning til brug af den nye e-log-klient
Vi har lavet en række vejledninger og instruktionsvideoer på vores hjemmeside, som fortæller yderligere om brugen af e-log klienten. Se materialet på hjemmesiden

Download den nye e-log-klient

Ifølge reglerne skal alle fiskere tage den nye e-log-klient i brug senest den 1. december 2021.

Den nye klient kan installeres via vores hjemmeside

Læs uddybet vejledning  "Ny version af eLog - eLog 12”, hvis du er omfattet af kravet om at tage den nye e-log-klient i brug.

Kontakt

Har du spørgsmål til den nye version eller oplever du problemer ved installation, kan du kontakte vores Fiskerimonitoreringscenter på telefon 72 18 56 09 eller fmc@fiskeristyrelsen.dk.