Danmark har helt ekstraordinært fået byttet 35 tons makrel til en 5 tons tunkvote med Spanien. Rammerne for fiskeriet, herunder de nærmere betingelser for tildeling af tilladelse fremgår af Bekendtgørelse om lystfiskeri efter almindelig tun i 2021 som trådte i kraft d. 17 august 2021.
Kort om fiskeriet
Det er besluttet, at kvoten skal fordeles blandt lystfiskere, som med båd og besætning har deltaget i DTU Aqua’s mærkningsforsøg. Ansøgningsmuligheden har været åben for alle deltagere af mærkningsforsøget. Der er derfor også modtaget ansøgninger fra udenlandske fiskere, som kan søge om tilladelse til lystfiskeriet på lige vilkår med danske ansøgere.
Den danske tunkvote på 5 tons udmøntes i 15 tilladelser. De er blevet fordelt ved lodtrækning blandt 49 ansøgninger, der alle opfylder kravene i tunbekendtgørelsen. Én tilladelse giver lov til at fange og lande én tun. Forventningen er, at der fanges og landes 15 tun med en samlet vægt på ca. 250 kg. Tunen, der bliver fanget, skal opfylde betingelser for den bevaringsmæssige mindstereferencestørrelse. Alle tun, der opfylder denne skal bringes i land, og ellers skal de genudsættes.
Såfremt det viser sig, at der er plads på kvoten til at udstede flere tilladelser, vil disse blive fordelt ved lodtrækning blandt de resterende ansøgere, som opfylder kravene.
Bliver kvoten opfisket hurtigere end forventet, kan Fiskeristyrelsen afbryde fiskeriet med det samme. Kvoten vil derfor blive fulgt nøje, så der ikke bliver fanget og landet mere end, hvad der er tilladt.